Avis: To mio dollar i løsesum

Ifølge en japansk avis har den sydkoreanske regering betalt en løsesum på to millioner dollars for de sidste 19 gidsler, som Taliban frigav torsdag.

Foto: Reuters Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den sydkoreanske regering har betalt to millioner dollars for de sidste 19 gidsler, som Taliban havde holdt fanget siden midten af juli. Det skriver den normalt velinformerede avis Asahi Shimbun fredag.

Avisen citerer en anonym kilde fra Afghanistan, der siger, at de afghanske forhandlere havde sagt til den sydkoreanske ambassadør i Kabul, at der ikke var andre muligheder for at slutte gidselaffæren.

Sydkoreanske myndigheder fastholder imidlertid, at aftalen gik på, at landet skulle trække sine tropper ud af landet som "betaling" for løsladelsen af gidslerne. Men flere sætter spørgsmålstegn ved dette, da Sydkorea alligevel ville trække sine tropper ud af Afghanistan til nytår.

Samtidig har tyske politikere kritiseret Sydkoreas håndtering af krisen. Kansler Angela Merkel slår fast, at Tyskland ingenlunde vil forhandle med militsen.

- Efter min mening vil de sydkoreanske gidslers skæbne ikke ændre den måde, vi prøver at få en tysk ingeniør løsladt på, der også er taget til fange af Taliban, siger Angela Merkel.

/ritzau/