Avis: Hvide Hus bruger ambassadører i valgkamp

Ifølge Washington Post blev amerikanske partipolitiske spørgsmål berørt på møder, som Det Hvide Hus holdt for diplomater, heriblandt USA's ambassadør i Danmark.

Demokraterne beskylder Det Hvide Hus for at bruge amerikanske ambassadører som diplomater ikke kun for USA, men for præsident George W. Bushs Republikanske Parti op til valget i 2008.

Dagbladet Washington Post skriver tirsdag, at den højtstående Bush-rådgiver Karl Rove har arrangeret orienteringsmøder for blandt andet ambassadører, og at ét fokus var siddende demokratiske kongresmedlemmer, som præsidentens parti satser på at besejre ved valget i november næste år.

Blandt dem, der skal have deltaget i et sådant møde, er den amerikanske ambassadør i Danmark, James P. Cain, anfører avisen.

Det er Senatets udenrigsudvalg, der har skaffet adgang til dokumenterne, som Washington Post omtaler.

/ritzau/