Avis: Fogh til dialogkonference i Tyrkiet

Mens Tyrkiet kommer med nye rosende ord om statsminister Anders Fogh Rasmussen, rapporterer tyrkisk avis, at Fogh kommer til Tyrkiet kort efter Nato-topmødet.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) besøger Tyrkiet den 6. og 7. april for at deltage i et internationalt forum, som skal fremme interkulturel dialog og forståelse, skriver den tyrkiske avis Hürriyet på sin hjemmeside.

Avisen kæder Foghs besøg i Tyrkiet sammen med de nye signaler fra den tyrkiske præsident, Abdullah Gül, om, at Tyrkiet ikke vil stå i vejen for Fogh som ny generalsekretær for Nato. Tyrkiet har ellers været lunkne over for den danske statsminister, ikke mindst på grund af Foghs upopularitet i den muslimske verden.

Et af hovedformålene med det internationale FN-arrangerede forum under navnet "Civilisationernes Alliance" er netop at undgå spændinger og splittelser mellem de forskellige kulturer og religioner i den vestlige og den muslimske verden.

Forummet bliver afholdt i Istanbul, samtidig med at den amerikanske præsident, Barack Obama, er på officielt besøg i Tyrkiet, og Obama har forlænget sit besøg for at kunne deltage i dialogmødet. Deltagerlisten indeholder også navne som Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, Spaniens premierminister, José Louis Rodriguez Zapatero og FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.

Konferencen finder samtidig sted blot to dage efter Nato-topmødet den 3.-4. april, hvor det forventes, at den næste generalsekretær for Nato bliver præsenteret.

/ritzau/