Ukendte gerningsmand har kastet en »molotov-cocktail-lignende« bombe mod Sveriges ambassade i Beirut.
Det skriver den svenske avis Expressen.
Brandbomben blev kastet mod ambassadens hovedindgang – men den eksploderede ikke.
»Vores bombeteknikere har fjernet den fra pladsen, og vi arbejder på at lokalisere gerningsmanden,« siger en libanesisk politikilde til Expressen.
Samme kilder siger, at angrebet meget vel kan være relateret til koranafbrændingerne og truslerne mod Sverige.
Den militante islamiske gruppe Hezbollah, som har hjemme i Libanon, har de seneste uger udtrykt hård kritik af Sverige.
Lederen af Hezbollah, Hassan Nasrallah, har opfordret »unge muslimer til at forsvare Koranen og straffe dem,« som står bag afbrændingerne. Nasrallah har krævet, at Libanon udviser Sveriges ambassadør i Beirut.
Et par dage efter Nasrallahs udfald tog Sveriges ambassadør i Libanon hjem til Sverige på ferie, men han er nu tilbage på ambassaden, skriver Expressen.