Autonome i Berlin har fået et nyt mål: Smadrer elløbehjul

Hjemmesider opfordrer Berlins indbyggere til at putte en skruetrækker i lommen og begå hærværk mod byens nye transportmidler.

Det er især elløbehjul af mærket Lime, som bliver udsat for hærværk af tyske autonome. Fold sammen
Læs mere
Foto: FABRIZIO BENSCH

Ligesom København og flere andre europæiske hovedstæder er Berlin i dag fyldt med elløbehjul og elektriske udlejningscykler.

De moderne køretøjer deler naturligvis også vandene i den tyske hovedstad. Og en gruppe af autonome har nu erklæret krig mod de elektriske transportmidler.

De seneste uger har ukendte gerningsmænd punkteret eller ødelagt hjulene på hundredvis af lejecykler. Talrige elløbehjul er i samme periode blevet smadret eller kastet i Spree-floden, skriver den tyske avis Berliner Zeitung.

Nogle venstreautonome opfordrer Berlins indbyggere til at tage del i hærværket.

»En lommekniv eller en skruetrækker kan altid være i din lomme,« lyder det i en onlinekampagne, som tilskynder til sabotage mod især Ubers transportmidler.

Silicon Valley-firmaet Uber står bag de røde elektriske udlejningscykler af mærket Jump og elløbehjulene fra Lime.

»Det er udnyttende kapitalisme i sin reneste form,« skriver de autonome i en anti-Uber-kampagne.

Det er ikke blot Uber, som skal rammes af hærværket. Også brugerne af de elektriske transportmidler bliver lagt for had af de autonome.

»De er turister og de velhavende indbyggere i Berlin.«

»Det er dem, der har råd til de heftige priser på ti euro i timen.«

På hjemmesiden »Uber Plätten« – punktér Uber – bliver elløbehjulene også kaldet »klimasvin«, og der linkes til en undersøgelse, der viser, hvordan der udledes store mængder CO2 i produktionen af løbehjulene, som ofte har en kort levetid.

Modstanden mod elløbehjul og elektriske cykler er voksende i Berlin, skriver Berliner Zeitung. For få uger blev der afholdt en større demonstration på Alexanderplatz mod de moderne transportmidler, som ifølge mange af demonstranterne gør livet surt for byens fodgængere og øvrige trafikanter.

Ligesom i flere andre byer har myndighederne i Berlin udpeget områder af byen, hvor elløbehjulene ikke må parkere. Bystyret ønsker også at vedtage et forbud mod at parkere løbehjulene på fortovet, men det er endnu ikke implementeret.

Selskabet Lime hævder, at et elektrisk løbehjul bliver aktiveret hvert 15. sekund i Berlin.