Australske lovløse på flugt i otte år

Gino og Mark Stocco, far og søn, har trukket et spor af kriminalitet og vandalisme over det østlige Australien. Politiet var hele tiden et skridt bagefter, og nogle begyndte at sammenligne dem med fortidens berømte »bushrangers« som Ned Kelly.

Mark Stocco (t.h.) og hans far, Gino Stocco (t.v.) ved pågribelsen. Fold sammen
Læs mere

Med ansigtet mod jorden og hænderne samlet på ryggen med en plastikstrip nåede Gino Stoccos lange flugt fra de australske myndigheder vejs ende. I otte år havde han sammen med sønnen Mark drevet gæk med politiet, og længe stod de øverst på listen over eftersøgte. Nu var det slut.

Fra Queensland i nord til Victoria i syd havde far og søn hærget Australiens østlige stater med en bølge af forbrydelser: røverier, overfald, tyveri, brandstiftelse og vandalisme i et omfang, der aldrig var set før.

De udnyttede det landlige Australiens troskyldighed og tog arbejde som opsynsmænd på landejendomme, for så at stjæle maskineri og udstyr for millioner af kroner og begå omfattende hærværk, hvis de følte sig gået for nær: De punkterede hundredvis af bildæk med en boremaskine, væltede kilometervis af hegn eller ødelagde pumper og vandledninger for at få hævn over arbejdsgivere.

Men flugten blev mere og mere desperat de senere uger, og Gino og Mark Stocco måtte bruge deres bil som rambuk eller skyde sig fri for at undslippe politiets jagt. Det lykkedes dem imidlertid igen og igen at undslippe en større politistyrke, der brugte helikoptere og alverdens moderne teknologi til efterforskning og sporing.

Nogle kommentatorer begyndte ligefrem at sammenligne dem med Australiens berømte lovløse, kaldet bushrangers, men det blev pure afvist af politiinspektør Darren Cloake, der ledede indsatsstyrken:

»Der er ikke noget romantisk over dette, og der er ingen grund til at udnævne de to til folkehelte,« understregede han.

Australiens folklore

Bushrangers var oprindeligt undvegne fanger fra de britiske straffekolonier, der levede uden for loven i Australiens vildnis. De levede fra hånden til munden og holdt sig ikke tilbage fra overfald og afpresning, men i Australien er de omgivet af en særegen romantik. Den kendteste af dem er Ned Kelly, en brutal bandit af Billy the Kid-typen, der begik adskillige væbnede overfald og myrdede i hvert fald tre politibetjente.

 

I 1880 blev han og hans bande dog indhentet af loven, og han blev hængt 26 år gammel. »Sådan er livet,« var hans sidste ord på skafottet.

Ikke desto mindre er han en folkehelt i Australien den dag i dag.

Her den australske historiker Manning Clark om Ned Kellys eftermæle: »Han levede videre som en mand, der afmålt havde konfronteret borgerskabet med hele det dionysiske raseris pragtfulde vanvid; en mand, der havde bragt store mænd til fald og drevet de rige af gårde.«

Sælsomt.

Et stykke ad vejen kan Gino Stocco dog godt minde om Ned Kelly. Han var født ind i en fattig indvandrerfamilie, der levede af at skære sukkerrør på Queenslands plantager. Og han havde fra de tidligste år de samme problemer med autoriteter som den gamle irske bandit: de lokale husker stadig, hvordan han pissede i sin lærers blækhus som en stum protest mod dennes hårde disciplin.

Stocco havde en række tilfældige jobs, indtil en rodet skilsmisse slog ham ud af kurs. Med pengene fra det opløste hjem købte han en båd og slog sig på smugleri, tyveri af identitet, indbrud og diverse svindelnumre. Med sig på rejsen havde han sin søn Mark, der var droppet ud af sin tekniske uddannelse. Gino og Mark Stocco sejlede fra New South Wales til Victoria og videre til Tasmanien for siden at vende tilbage til South Australia. Og overalt efterlod de sig et kølvand af ofre, pludseligt og uforklarligt fattigere.

Farmernes plage

Efter et kortere fængselsophold udviklede far og søn den praksis, der skulle tjene dem de næste mange år. Til stor fortrydelse for farmere og stort set alle andre, der kom i kontakt med dem.

De tog arbejde på Queenslands farme som løsarbejdere og stjal så alt, hvad de kunne lægge hænderne på af maskineri, landbrugsudstyr, kunstgødning, brændstof, husgeråd. Hvis de blev krævet til regnskab, tog de frygtelig hævn i form af omfattende hærværk: hullede vandtanke, flade dæk, forgiftet foder.

De rejste kun om natten, og kørte altid i stjålne biler, som de sørgede for at holde i omhyggelig stand, så de undgik at blive vinket ind til siden af politiet.

 

Fra omkring 2011 tog tingene fart: der var et tyveri i Drillham, et andet i Garbutt. Gino og Mark undgik politiet i Stanthorpe, men så var den gal i Atherton, Queensland. Næste tyveri fandt sted i Yuleba, og derefter fik byerne Chinchilla og St. George med kort mellemrum besøg.

Alt sammen blot stednavne for os, men dog også byer med familier og hjem mindre end en dagsrejse fra Stoccos hjemby Bambaroo. Denne fik i øvrigt besøg i 2014, og et maskinhus blev brændt ned til grunden. Gammelt nag.

Et sidste alvorligt forhold

Sporet blev dog varmere og varmere, og i oktober skød Gino og Mark efter politiet ved en afspærring i Wagga Wagga 450 kilometer sydvest for Sydney. Efter yderligere to ugers desperat flugt fra politiet, nåede Gino og Mark Stocco så til sidste kapitel i Dunedoo, New South Wales.

I dag bliver de fremstillet for byretten i Dubbo, men det ser ikke godt ud for dem. Ud over de 33 kriminelle forhold, de gennem tiden har føjet til generaliebladet, vil Gino og Mark Stocco også blive tiltalt for mord. På den ejendom, hvor de blev anholdt, fandt politiet nemlig liget af en midaldrende narkohandler i en hastigt gravet grav.