Australsk universitet dropper Lomborg-center

Efter massiv kritik har The University of Western Australia valgt at annullere kontrakten om at skabe et Australian Consensus Centre med Bjørn Lomborg.

Bjørn Lomborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: benita marcussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

AUSTRALIEN: Det er ikke mere end godt en måned siden, at det australske universitet The University of Western Australien (UWA) meddelte, at det havde sikret 21 millioner kroner til etableringen af et Australien Consensus Center, men nu er planen taget af bordet.

Centret skulle skabes i samarbejde med den danske klimaforsker Bjørn Lomborg og hans tænketank, Copenhagen Consensus Centre (CCC), og skulle videreføre de metoder, Lomborgs center bruger.

Men fredag meddeler UWA, at kontrakten er annulleret, og at pengene vil blive sendt retur til den australske stat. Beslutningen kommer ifølge avisen The Guardian i kølvandet på massiv kritik fra både ansatte, studerende, politikere og offentligheden, som blandt andet har stillet spørgsmålstegn ved, om den økonomiske støtte til tænketanken er blevet givet på et korrekt grundlag og Lomborgs kvalifikationer.

»Det med stor beklagelse og skuffelse, at jeg er kommet til den konklusion, at begivenhederne i de seneste par uger placerer centret i en uholdbar position, da det mangler den nødvendige støtte på tværs af universitetet og det bredere akademiske samfund til at opfylde sine kontraktlige forpligtelser og levere værdi for pengene for australske skatteydere,« lyder det således i en skriftlig udtalelse fra UWA-rektor Paul Johnson.

Det var meningen, at tænketanken skulle lave analyser af, hvordan Australien kan få mest social værdi ud af de investeringer, landet skal lave de kommende 15 år. Men reaktionerne på udnævnelsen af Bjørn Lomborg har været hårde, og i den skriftlige begrundelse understreger rektoren, at et center som Australien Consensus Center »kræver samarbejde mellem en bred vifte af mennesker på tværs af mange områder«.

Han tilføjer dertil, at det planlagte arbejde på centret er vigtigt arbejde, men at det desværre ikke kan blive udført på UWA.

»Jeg har i dag talt med forbundsregeringen og Bjørn Lomborg og fortalt dem om de barrierer, der i øjeblikket er i forhold til oprettelsen af centret, og om universitets beslutning om at annullere kontrakten og returnere pengene til regeringen,« siger Paul Johnson.