Australsk minister: Frankrig kendte til bekymring om ubådsordre

Den franske regering var klar over, at Australien havde tvivl om milliardordre, siger forsvarsminister

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den australske regering havde informeret den franske regering »åbent og ærligt« om bekymringer vedrørende en milliardordre på undervandsbåde, inden kontrakten blev sløjfet tidligere denne uge.

Det siger den australske forsvarsminister, Peter Dutton, søndag.

Udtalelsen kommer, efter at Frankrig fredag tog det helt usædvanlige skridt at hjemkalde sine ambassadører i Australien og USA. De tre lande er nære allierede.

Hjemkaldelserne skete som følge af Australiens beslutning om trække sig fra kontrakten med et fransk selskab om levering af ubåde.

Det kom frem onsdag i forbindelse med offentliggørelsen af en ny forsvarsalliance mellem USA, Storbritannien og Australien.

Som led i aftalen vil Australien opbygge en flåde af atomdrevne ubåde baseret på amerikansk og britisk teknologi.

»Vi havde etableret et tillidsforhold med Australien. Den tillid er blevet forrådt,« sagde den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, torsdag.

Ifølge The New York Times fik franske embedsmænd først noget at vide om den nye forsvarspagt, ganske kort tid inden den blev offentliggjort.

Men den franske regering var på forhånd klar over, at Australien havde forbehold over for ubådsaftalen, der løber op i trecifret milliardbeløb i kroner.

Det siger forsvarsminister Peter Dutton til Sky News.

»Antydninger om, at den australske regering ikke har givet udtryk for bekymringerne, er helt ærligt i strid med, hvad der er sagt offentligt over en længere periode,« siger Dutton om ordren, der blev underskrevet i 2016.

»Regeringen har haft disse bekymringer, vi har givet udtryk for dem, og vi vil arbejde meget tæt sammen med franskmændene, og det vil vil fortsætte med fremover,« siger han til Sky News.

Ifølge Dutton har han personligt fortalt sin franske kollega, Florence Parly, om bekymringerne.

Australiens premierminister, Scott Morrison, sagde fredag, at han i juni havde udtrykt de samme bekymringer over for Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

/ritzau/AFP