En australsk kvinde idømmes fængsel på livstid for at have taget livet af tre personer og forsøg på at dræbe en fjerde med giftige svampe i en frokostret.
Det viser direkte billeder fra afsigelsen af dommen.
Kvinden kan desuden ikke prøveløslades i de første 33 år af sin afsoning, lød afgørelsen.
Kvinden, der hedder Erin Patterson, blev i juli fundet skyldig i de tre drab og drabsforsøget.
Den 50-årige kvinde havde i juli 2023 inviteret fire familiemedlemmer til frokost, hvor hun havde tilberedt retten beef Wellington.
Patterson blev fundet skyldig i at have tilsat giftige fluesvampe i retten. Måltidet blev serveret med grønne bønner og kartoffelmos.
Svampene var ifølge anklagen nøje afmålt på en køkkenvægt, så gæsterne fik en dødelig dosis.
Erin Pattersons svigermor, svigerfar, hendes mands tante og onkel blev alle syge.
I første omgang troede lægerne, at der var tale om en simpel madforgiftning, men lægerne blev bekymrede, da familiemedlemmernes organer begyndte at lukke ned.
De døde, få dage efter de havde indtaget frokosten, mens mandens onkel som den eneste overlevede det giftige måltid.
Det kom i løbet af retssagen frem, at Pattersons mand ikke deltog i frokosten, fordi han følte sig utilpas.
Erin Patterson havde erklæret sig uskyldig i alle anklager.
Under retssagen fortalte Patterson, at hun føjede de tørrede svampe til retten, da den smagte lidt kedeligt.
Hun hævdede at have brugt en pakke svampe, som hun havde købt i en butik. Hun sagde dog, at det var muligt, at svampene var blevet blandet med vilde svampe, som hun selv havde indsamlet.
Hendes forsvarsadvokater sagde under retssagen, at Patterson selv havde spist af den samme ret uden at blive syg. Anklagerne mente imidlertid, at hun havde sørget for ikke at spise svampene.
/ritzau/