Australsk IS-kriger kan måske beholde sit statsborgerskab

Neil Prakash er en af Australiens mest eftersøgte IS-krigere. Nu kan han måske beholde sig statsborgerskab.

FILES-AUSTRALIA-IMMIGRATION-SA
Australiens indenrigsminister, Peter Dutton, var måske for hurtigt ude, da han lørdag fratog den formodede IS-rekruttør Neil Prakashs statsborgerskab. Peter Parks/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Sydney. Den australske IS-rekruttør, der kort før nytår fik frataget sit statsborgerskab, får nu mulighed for at beholde det alligevel.

Han har trods andre forlydender nemlig ikke noget andet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Australiens indenrigsminister, Peter Dutton, bekræftede lørdag, at 27-årige Neil Prakashs australske statsborgerskab ikke længere var gyldigt.

Det skyldtes Prakashs medlemskab og tilknytning til den militante gruppe Islamisk Stat.

Neil Prakash er født i Melbourne af forældre fra Indien og Fiji og har indtil nu haft dobbelt statsborgerskab til Australien og Fiji, mener Australien.

Men det afviser Fiji nu.

Nemani Vuniwaqa, der er chef for Fijis immigrationsmyndigheder, afviser kategorisk, at Prakash er fijiansk statsborger.

Over for avisen The Fiji Sun udtaler han, at Neil Prakash "ikke er og aldrig har været fijiansk statsborger".

- Han blev født i Australien og har haft australsk statsborgerskab siden fødslen. Ministeriet har gennemsøgt systemerne og kan bekræfte, at han ikke har opholdt sig her i landet og ikke har søgt om statsborgerskab i Fiji, siger Vuniwaqa til avisen.

Ifølge australsk lov kan en australier kun få frataget sit statsborgerskab, hvis vedkommende har dobbelt statsborgerskab. Regeringen har ikke ønsket at kommentere udviklingen i sagen.

Neil Prakash sættes i forbindelse med adskillige angrebsplaner på australsk jord og har optrådt i IS-videoer og magasiner fra den ekstremistiske gruppe.

Prakash har også opfordret "enlige ulve" til at udføre angreb i USA.

Han forlod Australien i 2013. Baseret på amerikanske efterretningsoplysninger oplyste den australske regering i 2016 fejlagtigt, at Prakash var blevet dræbt i et luftangreb mod den irakiske by Mosul.

Han blev senere samme år anholdt i Tyrkiet, da han på falske papirer forsøgte at komme ind i landet fra Syrien.

Australien har siden anholdelsen for to år siden lagt pres på Tyrkiet for at få ham udleveret. Det afviste en domstol i den tyrkiske by Kilis dog i juli i år.

I Tyrkiet er han fortsat sigtet for at være medlem af Islamisk Stat.

I forbindelse med retssagen udtalte Prakash sidste år, at han har set Islamisk Stats "sande ansigt", og at han fortryder sin tilknytning dertil.

Neil Prakash risikerer en livstidsdom, hvis han i Australien bliver kendt skyldig i terrorisme, skriver nyhedsbureauet AP.

/ritzau/