Australien vil gerne overveje at sende soldater til Ukraine som en del af en fredsbevarende mission.

Det siger landets premierminister, Anthony Albanese, på et pressemøde natten til søndag dansk tid.

Meldingen kommer, efter at Albanese lørdag talte i telefon med den britiske premierminister, Keir Starmer.

Sammen med Frankrig forsøger den britiske premierminister at samle en koalition af flere lande, der skal sikre fred i Ukraine.

- Begge vores lande er meget tydelige omkring vores støtte til Ukraine, og det er selvfølgelig for tidligt - man kan ikke have fredsbevarende styrker i et land uden at have fred, siger Albanese natten til søndag.

- Jeg har gentagne gange tydeligt sagt offentligt, at vi gerne vil overveje at deltage i enhver fredsbevarende mission i Ukraine.

Tirsdag mødes flere europæiske forsvarschefer i Paris, hvor den fremtidige støtte til Ukraine er på programmet.

Blandt deltagerne vil være en repræsentant for Australien, lyder det fra Albanese.

Flere europæiske lande - heriblandt Storbritannien - har givet udtryk for, at de er åbne for at sende fredsbevarende styrker til Ukraine.

Soldaterne skal hjælpe Ukraine med at opretholde fred i landet, efter at der eventuelt er blevet indgået en fredsaftale med Rusland.

Britiske embedsmænd har den seneste tid haft samtaler med omkring 20 lande, der har udtrykt interesse for at være en del af en såkaldt "koalition af villige", der skal sikre fred i Ukraine. Det fortalte en britiske embedsmand torsdag ifølge AFP.

Ifølge embedsmanden er der primært tale om europæiske lande og lande, der er en del af Commonwealth.

Commonwealth er en sammenslutning af lande, der overvejende er tidligere britiske kolonier.

Flere europæiske landet har den seneste tid øget støtten til Ukraine.

Samtidigt har den amerikanske præsident, Donald Trump, skabt dyb bekymring blandt hovedparten af EU-landene med sit forsøg på at få gang i fredsforhandlinger med Ruslands præsident, Vladimir Putin, uden om Ukraine og Europa.

/ritzau/AFP