Australien er gået med til, at Tyrkiet bliver vært for klimatopmødet COP31 næste år.
Det siger Australiens premierminister, Anthony Albanese, torsdag til det australske medie ABC.
Albanese tilføjer, at Australien vil lede forhandlingerne ved COP31.
- Vi er i en situation, hvor det ikke ville have fremmet multilaterale tiltag mod klimaforandringer, hvis vi ikke engang kunne blive enige om, hvor en konference skulle afholdes.
- Det ville have været et reelt tilbageslag. Så det, vi er blevet enige om, er en sejr for både Australien og Tyrkiet, siger premierministeren til ABC.
Albanese tilføjer, at det er Australiens klimaminister, Chris Bowen, der vil stå for forhandlingerne.
Tyrkiet har umiddelbart ikke kommenteret meldingen fra Australien.
De to lande indsendte i 2022 hver deres bud på værtskabet.
Australien havde præsenteret sit bud som en såkaldt "Stillehavs-COP", da Australien ville gennemføre klimatopmødet i samarbejde med lavtliggende ø-nationer i Stillehavet.
Udenrigsminister for ønationen Papua Ny Guinea, Justin Tkatchenko, udtrykker frustration over den australske beslutning.
- Vi er ikke glade, men skuffede over, at det er endt sådan her, siger Tkatchenko til nyhedsbureauet AFP.
- Hvad er det lige, der er opnået ved COP-møderne hen over årene? Intet. Det er bare en snakkefest, og de store forurenere bliver ikke holdt ansvarlige, siger udenrigsministeren.
Papua Ny Guinea ligger nord for Australien.
Australiens premierminister fortæller, at der forud for næste års COP31 vil blive afholdt et møde med fokus på klimaændringerne i Stillehavet. Han betegner mødet som et pre-COP-møde.
I øjeblikket er små 200 lande, der har tilsluttet sig FN's klimakonvention, samlet til COP30 i Belém i Brasilien.
COP30 afholdes fra 10. til 21. november.
COP står for "conference of the parties".
/ritzau/
