Australien fjerner de sidste børn fra omstridt flygtningelejr

De tilbageværende børn i flygtningelejren i Nauru vil snarest blive overflyttet til USA med deres familier.

FILES-NAURU-PACIFIC-DIPLOMACY-
Siden 2013 har Australien sendt asylansøgere til en lejr i den lille østat Nauru, hvor forholdene er blevet kritiseret i skarpe vendinger af blandt andet FN og sundhedspersonale på øen. Torsten Blackwood/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Canberra. De sidste asylbørn vil snart forlade Australiens omstridte flygtningelejr i den lille østat Nauru.

Det oplyser den australske regering søndag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Australiens premierminister, Scott Morrison, har været under intenst politisk pres for at fjerne børnene fra Nauru.

Det skyldes, at læger og andet sundhedspersonale har advaret om stigende psykiske problemer blandt lejrens beboere.

I august 2018 var der omkring 109 børn på øen. I november 2018 lød meldingen, at alle børn ville blive flyttet inden årets udgang.

Søndag oplyser Scott Morrison, at de sidste fire børn snart vil blive overflyttet til USA sammen med deres familier.

- Alle asylbørn er nu blevet fjernet fra Nauru eller har fået deres sag færdigbehandlet, så de kan forlade øen, siger Morrison i en pressemeddelelse.

Australien har siden 2013 sendt asylansøgere til lejren i Nauru, hvor forholdene flere gange er blevet kritiseret af blandt andet FN.

USA accepterede i 2016 at modtage op mod 1250 asylansøgere fra Nauru. Men mere end 1000 personer befinder sig fortsat i lejren med en usikker udsigt for fremtiden.

Richard di Natale, formand for Australiens grønne oppositionsparti, mener, at nyheden om overflytningen af de sidste børn kommer alt for sent.

- De er blevet vansmægtet på Nauru i årevis. Disse børn vil have mange års krisehjælp foran sig, siger han.

Advokatfirmaet Maurice Blackburn, som har kæmpet for at få alle asylansøgere fjernet fra Nauru, oplyser ifølge nyhedsbureauet AP, at kampen ikke er slut.

- Det har taget alt for lang tid at nå her til, og kampen har været meget hård, siger advokat Jennifer Kanis i en pressemeddelelse.

- Alene det sidste år har vi måtte gå rettens vej flere gange for at sikre en medicinsk evakuering af 26 personer i kritisk tilstand på Nauru, herunder mange børn - nogle helt ned til seks måneder gamle.

/ritzau/