Attentatet på Bhutto skaber kaos

Drabet på Pakistans fremtrædende politiker Benazir Bhutto gør situationen farlig for hele verden, siger udenrigsminister Per Stig Møller (K).

Tilhængere af afdøde Benazir Bhutto bærer hendes kiste fra hospitalet i Rawalpindi. Politikeren begraves fredag. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP/Farooq Naeem

Først på eftermiddagen i går blev verden med ét et farligere sted at opholde sig. Pakistans tidligere premierminister og nuværende oppositionsleder, Benazir Bhutto, blev dræbt under et selvmordsangreb, netop som hun var ved at forlade et større vælgermøde i byen Rawalpindi.

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) beskriver situationen som dødsensfarlig for hele verden. Han frygter en islamisk magtovertagelse i et land, der har atomvåben, og som er afgørende i kampen mod terrorisme bl.a. i nabolandet Afghanistan, hvor Danmark har udstationeret soldater. »Situationen er meget farlig, for Pakistan har hele tiden været en skrøbelig stat, og hvis det virkelig lykkes at få lavet en sammenbrudt stat ud af det, så er det dødsensfarligt. Både fordi det bliver vanskeligere i nabolandet Afghanistan, og fordi Pakistan har atomvåben,« siger udenrigsminister Per Stig Møller.

Han advarer præsident Musharraf mod at udskyde det forestående parlamentsvalg.

De fleste – inklusive den pakistanske præsident Pervez Musharraf – mener, at det er landets militante islamister, som står bag attentatet, der finder sted blot 12 dage forud for et af de mest afgørende parlamentsvalg i Pakistans historie.

»Den største trussel mod Pakistan kommer fra disse terrorister,« sagde præsident Musharraf i en kort tale på pakistansk TV, mens paramilitære styrker blev sat ind i provinserne for at forhindre de optøjer, der hurtigt bredte sig i gaderne.