Atomland

Da Tjernobyl spyede tonsvis af radioaktivt materiale ud over hele Europa, blev Hviderusland hårdere ramt end noget andet land på kloden. Selv 25 år efter lever befolkningen stadig med den elendighed, som atomskyen trak med sig. Rejs med Berlingske til Atomland.

Flere tusinde beboere måtte flygte fra hus og hjem, da atomskyen kom. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vasily Fedosenko
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MINSK/GOMEL: Larisa Mezhevich stod på legepladsen og holdt øje med børnene, da busserne kom - den ene efter den anden i lange lige rækker. Solen skinnede, og der var næsten ingen skyer på himlen, så hun havde ladet ungerne lege udenfor. Foråret var kommet, året var 1986, det var sidst i april.

Som leder af en lille børnehave i udkanten af Hvideruslands næststørste by, Gomel, havde hun godt hørt rygterne: Radioudsendelserne havde fortalt om en mindre ulykke på et atomkraftværk 130 kilometer sydpå - i Ukraine. Men det var jo langt væk, havde hun tænkt, og sådan var fire dage gået.

Først nu gik alvoren op for hende. Mænd i mærkelige dragter med masker for munden kommanderede børnene op i busserne og kørte omgående af sted - ud af Gomel, væk fra strålingen. Børnene skulle i sikkerhed. To uger efter ulykken var 120.000 mennesker blevet evakueret i det daværende Sovjet, og 492.000 mennesker måtte sidenhen forlade deres hjem permanent. Larisa selv blev tilbage i Gomel. Hun overværede, hvordan den tomme børnehave blev endevendt; lokalerne målt for stråling, græsset gravet op, taget renset grundigt. Først efter fire måneder kunne børnene vende tilbage.

På forgiftet jord

I dag er der gået 25 år siden den værste atomkatastrofe i menneskehedens historie. Overalt i Europa kunne man måle det radioaktive nedfald fra Tjernobyl, men ingen - ingen - steder på kloden blev så hårdt ramt som Hviderusland. Her landede omkring 70 procent af udslippet og forurenede et område så stort som Danmark. I dag er det kun de mest forurenede pletter, der stadig er afspærrede med grænsebom og pigtråd. Tæt op ad de lukkede zoner bor halvanden million hviderussere på strålingsforurenet jord, og mange fattige går på jagt i skovene eller spiser forgiftede afgrøder fra markerne.

Den 26. april 1986 var en dato, der opdelte Hvideruslands historie i to: Dén før og dén efter Tjernobyl.

Som for så mange andre kom ulykken til at præge resten af Larisa Mezhevich liv. I dag er hun 62 år gammel og står i spidsen for Tjernobyl-velgørenhedsorganisationen Belarus Children's Fund. Siden den blev grundlagt i ulykkens kølvand, har organisationen blandt andet opført fire børnehjem i Gomel-regionen. Børnene, som ikke engang var født, da atomskyen kom, er nemlig sidste led i fødekæden, når ulykkens sociale konsekvenser skal gøres op. Men som Larisa Mezhevich siger, da Berlingske møder hende:

»Vi er kun en dråbe i havet.«

Forbi bevæbnede grænsevagter

»Strålingsfare - adgang strengt forbudt,« advarer et rustent skilt i vejkanten med det universelle atomsymbol malet i gult og rødt. Geigertællerens udslag er femdoblet, siden vores chauffør, Dimitri, startede sin mørkegrønne Honda og kørte os ud af Gomel by. Vi er på vej ind i et dødt land. På vej ind i Hvideruslands spærrezone, Europas Hiroshima. Her har den vilde natur taget over, hvor mennesker engang levede. Nu står kun forladte spøgelsesbyer og knækkede telefonpæle tilbage med overfrakker af mos. De ligner brækkede ribben i et forstrakt kadaver.

Officielt har ingen mennesker boet her, siden myndighederne ryddede området for godt 25 år siden. Kun vilde dyr holder til i disse forurenede skove - og døden, skal vi senere erfare.

Med 110 kilometer i timen er vi suset forbi kontrolposten, hvor de bevæbnede militærfolk egentlig skulle kommandere sådan nogle som os til at vende om med det samme. For som navnet antyder, er den lukkede zone lukket land, og al færdsel er strengt forbudt uden statslig tilladelse. Men vi blev ikke standset, og ingen af vagterne satte efter os, da Dimitri styrede dybere ind i den tætte fyrretræsskov. Strålingen er nu ni gange over det normale niveau.

»Det eneste smukke ved Hviderusland er naturen,« siger han på vaklende engelsk fra sin plads bag rattet.

Men som skiltene i vejkanten viser, er naturen omkring os forgiftet af en usynlig fare, som hverken kan ses, smages eller lugtes. Det her er Atomland.


»Strålingsfare - adgang strengt forbudt,« advarer skiltene ved grænsen til de forurenede områder. Foto: Steen A. Jørgenssen.

Masha er Tjernobyl-barn

På passagersædet sidder vores 26-årige tolk, Masha, med sin ring i næsen og sit halvlange hår, der krøller vildt under huen. Hun var lige fyldt et år, da Tjernobyl-værket eksploderede, og som så mange andre hviderussiske børn var hun allerede i en tidlig alder i fare for at udvikle kræft i skjoldbruskkirtlen på grund af radioaktivt jod. Da omverdenen fik øjnene op for »Tjernobylbørnene«, var Masha blandt de første, der blev sendt på rekreationsferie hos velmenende plejefamilier i Europa - langt fra den farlige stråling. Det er ikke til at se på hende, at hun har levet hele sit liv i et område med strålingsforurening, og faktisk forstår hun slet ikke, at vi interesserer os så meget for dét, der skete dengang i 1986. Selv tænker hun ikke på ulykken.

»Der er så mange andre ting, jeg kan gøre noget for at forhindre, og strålingen kan jeg ikke se, så jeg kan ikke kæmpe imod den,« siger hun.

I stedet nævner hun Hvideruslands økonomiske situation. Manglen på menneskerettigheder. Befolkningens uvidenhed, og kvinders og minoriteters position i samfundet som langt vigtigere emner. Uden for Hondaen trænger solen kun pletvist igennem en let eftermiddagsdis, men her i zonen kommer de virkelige stråler heller ikke oppefra. De kommer nedefra. Radioaktiviteten i jorden er nu så meget over det normale niveau, at alarmen ville gå, hvis vi befandt os på et moderne atomkraftværk. Og vi har kun lige passeret grænsebommen.

Atomskyen har skabt økonomisk krise

Selv om den radioaktive forurening stadig påvirker befolkningens helbred i de belastede områder, har FNs udviklingsprogram UNDP konkluderet, at den mest alarmerende arv fra Tjernobyl ikke længere er strålingen, men de økonomiske, sociale og psykologiske skader, som katastrofen har påført mere end fem millioner mennesker i Hviderusland, Rusland og Ukraine. Svetlana Mazkevich, leder af afdelingen for strålingsregistrering på Gomels Medicinske Researchcenter og en af Hvideruslands førende strålingseksperter, er enig:

»Den økonomiske krise, der har ramt de forurenede områder, er langt mere destruktiv end strålingen,« siger hun.

»Samtidig har vi forskning, der viser, at personer, der bliver flyttet til rene områder, i gennemsnit mister ti år af deres liv. De oplever stress og angst, fordi de må forlade deres hjem og den hverdag, de kender. Så at flytte folk kan sagtens være endnu værre end at lade dem blive i strålingen,« forklarer hun.


Landsbyen Tulgovichi ligger i den radioaktive spærrezone. I dag er der stort set ingen beboere tilbage. Arkivfoto: Viktor Drachev.

I Vetka drikker man

Bare tre kilometer uden for en af de permanent afspærrede strålingszoner ligger landsbyen Vetka; engang en sprudlende købstad med 40.000 indbyggere tæt ved den russiske grænse. Det er svært at forestille sig i dag, hvor Vetka er en landsby under afvikling. De misligholdte etageblokke slår revner, parabolerne ruster, og der gror mos på de små træhuse, der engang havde farverige skodder for vinduerne.

Selv om Vetka ligger næsten 150 kilometer nord for Tjernobyl, betød en mild vind fra sydvest i dagene efter ulykken, at et af de største radioaktive nedfald samlede sig netop her. Vetkas opland blev lige så forurenet med radioaktivt cæsium som området omkring selve kraftværket.

I årene efter ulykken blev mindst 470 landsbyer i nærheden af Vetka rømmet og mange helt begravet for at inddæmme strålingen. Indbyggerne blev flyttet til rene dele af Hviderusland, men i Vetka valgte små 8.000 beboere at blive tilbage. De stædige bor her endnu, selv om antallet er svundet yderligere ind siden.

»Folk her tænker meget, drikker meget og bliver meget deprimerede,« opsummerer Masha tørt.


Danmark - længst til venstre - blev også ramt af atomudslippet. Klik her for at forstørre grafikken.

Lukasjenko på væggen

I udkanten af landsbyen, der hvor vejene aldrig har været asfalterede, ligger et lyserødt murstenshus med et gyngestativ i forhaven - et af regionens mange børnehjem. Den smilende forstanderinde viser os ind i en sølle møbleret opholdsstue: Her står en gammel sofa med broderier, nogle taburetter, et TV og nogle legesager. Børnene er tavse. På væggen hænger det obligatoriske billede af præsident Aleksander Lukasjenko.

Forstanderinden fortæller, at hjemmet har alt, hvad børnene har brug for. Men inden vores besøg fik vi at vide, at det ville være godt, hvis vi - som tak for at måtte komme - købte sæbe, shampoo og håndklæder, så børnene kunne blive vasket. Antallet af socialt belastede familier i Gomel-regionen er steget voldsomt siden atomkatastrofen.

Og den massive affolkning af lokalsamfundene kombineret med lukningen af forurenede landbrug på stribe har været med til at skabe kø til børnehjemmene. Over halvdelen af børnene kommer aldrig tilbage til deres biologiske forældre, fortæller underviseren Svetlana Oparina.

»Alkoholisme er meget udbredt i de små, forurenede landsbyer, og arbejdsløsheden gør det svært at bryde den nedadgående spiral,« forklarer hun.

Det er dagen inden, børnene skal på sanatorium. Mindst én gang om året skal alle børn i Gomel-regionen tilbringe en måned i rene omgivelser for at komme af med de radioaktive stoffer og for at lade immunforsvaret genvinde sin naturlige styrke. Men 12-årige Dasha med det generte smil skal ikke med. Hun har fået en plejefamilie. Et nyt hjem i et rent område. Og når hendes legekammerater tager af sted i morgen, pakker hun sine ejendele og flytter langt væk fra Tjernobyls atomskygge.


Tjernobyls reaktor 4 blev sprængt helt åben den 26. april 1986, og i årene efter måtte en enorm betonsarkofag bygges rundt om reaktoren i et forsøg på at indkapsle strålingen. Træk for før/efter-foto.

Europas sidste diktatur

I 17 år har Aleksander Lukasjenko været Hvideruslands præsident. Han regerer landet per dekret og betegnes ofte som »Europas sidste diktator.« I hans tid ved magten er oppositionspolitikere blevet fængslet på stribe, frie medier er blevet tvunget til at lukke, og journalister er forsvundet sporløst eller blevet fundet dræbt.

Også Tjernobyl har regimet det svært med. Officielt blev katastrofen erklæret for overstået, da næstformanden for landets Tjernobyl-kommission, parlamentarikeren Mikola Serhienka, i 2008 slog fast, at forurenede områder ikke længere udgjorde en trussel mod befolkningen.

»Der findes ikke en eneste kvadratkilometer af landet, som ikke kan dyrkes,« sagde han ifølge flere hviderussiske medier.

Dét er svært at tro på, når geigertælleren bliver ved med at skabe sig uden for Dimitris Honda.

KGB lytter stadig med fra loftet

Siden regimets kontroversielle udmelding har de statsstyrede medier, som holdes i et jerngreb af Lukasjenko, dog stort set ikke beskæftiget sig med katastrofens konsekvenser. Målet er, at ulykken helt glider i glemmebogen, mener Andrus Klikunou. Han er journalist, bestyrelsesmedlem i det uafhængige journalistforbund, BAJ, og leder af forbundets oplysningskampagne om Tjernobyl.

»Det eneste de statsstyrede medier fortæller om Tjernobyl er, at konsekvenserne er stærkt overdrevne. Det er statsideologien at underminere betydningen af Tjernobyl. At fortælle folk, at de sundhedsproblemer, de oplever, findes overalt. Også i de rene områder af landet,« siger Andrus Klikunou, da Berlingske møder ham i forbundets beskedne kontorlokale i en kvistlejlighed over fitnesscenteret »Body Fit« i Minsk.

»Man kan vælge mellem mælk fra rene områder og mælk fra forurenede områder. Den radioaktive mælk er billigst - hvad tror I sælger bedst?«


Her hænger ikke billeder af præsidenten på væggene, men fotografier af dræbte journalister. Og skjult bag tapetet eller under de skrå lofter sørger bittesmå mikrofoner for, at KGB altid kan lytte med, når BAJ holder møde. Ja, i Hviderusland fungerer det hemmelige sovjetpoliti stadig, og vi skal regne med, at de lytter med nu, får vi at vide.

På trods af de nærmest umulige odds forsøger BAJ-folkene at få Tjernobyl-ulykkens konsekvenser frem i lyset. Sidste år lancerede forbundet en kampagne, der blandt andet skulle få politikerne og befolkningens øjne op for, at forurenet mælk og kød havner i supermarkedernes kølediske. Vi kommer i tanke om, hvad Masha fortalte os nogle dage tidligere:

»Dér hvor jeg køber ind, kan man vælge mellem mælk fra rene områder og mælk fra radioaktivt forurenede områder. Den radioaktive mælk er billigst - hvad tror I sælger bedst?«


Engang modtog landsbyens børn undervisning på denne skole. Bygningen er en tidslomme fra 1986, men den er i fare for at styrte sammen. Foto: Steen A. Jørgenssen.

Den forladte skole

Tilbage i spærrezonen parkerer Dimitri Hondaen på en sandet vej, der snor sig gennem en forladt landsby dybt inde i den lukkede zone. Vi træder ud i noget, der ligner et guldaldermaleri: En ihærdig bæver har næsten gjort sig til banemand over et tykt træ ved bredden af en skovsø. I den vilde natur lever bæverne, rævene og andre dyr et næsten uforstyrret liv, men blot få meter derfra, på den anden side af sandvejen, er motivet et helt andet.

Det ser ud som om, en orkan har hærget, hvad der engang var en lille landsby med huse af træ. Hegn, elmaster, træer og huse er væltet omkuld, og de forfaldne rester vidner om, at langt de fleste lod hjem være hjem og flygtede fra Tjernobyls radioaktivitet.

Strålingen i de lukkede zoner er ikke i nærheden af at udgøre en akut fare for os, men den viser med al tydelighed, at arven fra Tjernobyl langtfra er forsvundet. Den gemmer sig i murbrokkerne som et faretruende gespenst, der kun dukker op, når geigertælleren kommer på besøg.

»Jeg har set forfærdelige ting. Syge og døende børn. Jeg bryder mig ikke om at fortælle om de oplevelser.«


Vi opdager en gråhvid murstensbygning i to etager. Et birketræ har slået rødder på taget.

»Jeg er sikker på, at det har været en skole,« siger Masha.

Ud mod vejen gaber seks store, kvadratiske huller, hvor vinduerne engang sad. I husets venstre side er fundamentet ved at falde fra hinanden og afslører de røde mursten under den hvide maling. Det ligner et blødende sår, som de nedfaldne sten er landet i en rød murstenspøl foran bygningen.

Indenfor er der anderledes farverigt, selvom den mintgrønne, turkisblå og røde maling skaller af i store flager. Masha fortæller, at områdets unge ikke bekymrer sig om strålingen. De arrangerer ulovlige skattejagter i de forladte byer, og selv fik hun taget sine bryllupsbilleder i en forladt bygning som denne. For at gøre »noget anderledes«


Ulve, elge og bjørne har overtaget de forurenede områder. Strålingen generer dem tilsyneladende ikke. Foto: Vasily Fedosenko.

Fængslet for at kæmpe Tjernobyls sag

Én af de personer, der har haft størst betydning for omverdenens kendskab til Tjernobyls konsekvenser, er professor og tidligere parlamentsmedlem Gennady Grushevoy. Til gengæld har hans oplysningsarbejde kostet ham tre fængslinger og et års eksil i Tyskland. I 1989 stiftede han organisationen Children of Chernobyl Charity (CoCC), som nu i mere end 20 år har hjulpet Tjernobyls ofre.

»Jeg har set forfærdelige ting. Syge og døende børn. Jeg bryder mig ikke om at fortælle om de oplevelser. Deforme og misdannede børn er et rædselsfuldt problem, men det egentlige og meget større problem er den fattigdom, som beboerne i de forurenede områder må leve i,« siger han, da Berlingske møder ham på en café i Minsk.

I mangelen på ordentlig, statslig hjælp til ofrene kæmpede CoCC i begyndelsen for at få omverdenen til at træde til. I 1990 kunne Gennady Grushevoy og hans kolleger sende de første 6.000 Tjernobylbørn på sundhedsrejser til udlandet, og op igennem 1990erne voksede tallet til 30.000 børn om året. Men selv i dag modarbejder regeringen i Hviderusland de humanitære organisationer, mener Gennady Grushevoy.

Tordner mod udlandsrejser

Stod det til præsident Lukasjenko, var Tjernobylbørnene for eksempel aldrig kommet udenlands. Flere gange siden han kom til magten i 1994, har Lukasjenko tordnet i mod de populære rejser, og pludselig i 2008 forbød han dem med øjeblikkelig virkning. Efter massiv, international kritik ophævede han dog forbuddet et år senere.

»Her i landet er enhver social hjælp, som ikke kommer fra staten, med til at vise, at folk godt kan klare sig uden staten. Det frygter Lukasjenko,« siger han.

Han nævner andre eksempler: For at få lov til at arbejde med velgørenhed i Hvideruslands skal NGO’er godkendes af regeringen, og udenlandsk støtte til ikke-registrerede organisationer er forbudt. Engang arbejdede små 20.000 frivillige for CoCC, og organisationen var aktiv i 70 distrikter i Hviderusland. I dag er der kun syv afdelinger tilbage, men det betyder ikke, at kampen er tabt, understreger Gennady:

»Vores arbejde har ikke været forgæves. Vi har sendt over en halv million børn på udlandsophold. Det kan selv ikke Lukasjenko tage fra mig.«

Kun døden har fast adresse

Det føles som det mest øde sted på jorden. Selv mobiltelefonen har opgivet at finde signal.

»Undgå at træde på bulerne,« råber Masha: »Det kan være grave!«

Vi har forladt spøgelsesbyen med de sammenstyrtede huse og bevæget os længere ind i strålingszonen. Og her midt i det store, tomme ingenting, omkranset af vildt buskads og et vindtæret træhegn, ligger en misligholdt kirkegård. Den omkringliggende landsby er formentlig blevet ryddet for mere end 20 år siden. Alt, hvad der er tilbage, er cirka 100 grave spredt mellem højt græs, nøgne birkestammer og radioaktivt forurenet jord.

Mange af dem er forsynet med kunstige, farverige blomster og lyseblå jernkors. Andre har sten med fotografier af de afdøde, som stirrer tomt ud i luften. Mellem gravene buler små græsforhøjninger op, og ved nærmere eftersyn viser de sig også at være grave - og det er dem, Masha nu er blevet klar over, at vi vader rundt på. De er ikke til at se, fordi deres tilmossede trækors næsten er sunket i jorden. Én dag om året åbnes spærrezonerne, så de mange tusinde, der ligger begravet herinde, kan få besøg af deres pårørende.


Man ser den ene kirkegård efter den anden, når man kører gennem Hvideruslands spærrezoner. Forladte landsbyer jævnes løbende med jorden, men gravpladserne bliver tilbage. Foto: Steen A. Jørgenssen.

»Hvorfor er kirkegården her stadig, når byen er væk?« spørger vi Masha. Hun trækker på skuldrene:

»Man kan ikke begrave dét, der allerede er begravet.«

Vi tæller 45 gravsten med efternavnet Gromyko. De være i familie, mener Masha. Den lille landsby Staryja Gromyko, hvor Sovjetunionens tidligere udenrigsminister, Andrej Gromyko (1909-1989) blev født og voksede op, ligger øde hen et sted i disse skove.

Da Masha på én af stenene læser en datters sidste hilsen til sin mor, bliver hun rørt for første gang under vores rejse:

»Vi kan ikke få hende tilbage, men vi vil aldrig glemme,« læser hun højt.

Tilsyneladende er det også sådan, områdets tidligere beboere har det med deres hjemegn. Helt frem til 2006 er de vendt tilbage for at begrave deres kære i den radioaktive jord. Godt nok har Tjernobyl-katastrofen slettet deres landsby fra landkortet for evigt, men kirkegården lever videre. Kun døden har fast adresse i Atomland - for alle andre kræver det en kiste at vende hjem.

»Se!« udbryder Dimitri lidt derfra og gør tegn til, at vi skal finde kameraet frem. Geigertællerens målinger fortsætter med at stige, men Dimitri har blikket rettet i en helt anden retning. Han peger op mod eftermiddagssolen, som går sin stille gang ned mellem birketræernes silhuetter.

»I skal tage et billede her,« insisterer han på sit vaklende engelsk. For hans fødder breder sig en grøn eng badet i sol og lyseblå himmel. Ikke en lyd høres.

»Her er så smukt.«

I Atomland.