Atomaftale hænger i en tynd tråd

Meget står på spil, mens tirsdagens deadline for at nå frem til en rammeaftale om Irans atomprogram nærmer sig. Men mandag aften var der fortsat lagt op til et sidsteøjebliksdrama på en lang række områder.

31UDLIRAN-NUCLEAR.jpg

WASHINGTON: Atomaftalen med Iran befandt sig mandag i et forhandlingsmæssigt tomrum. Imens tikker uret videre for USA og de fem øvrige nationer, der i disse dage er samlet i schweiziske Lausanne for at finde frem til rammerne for aftalen. I aftes var der imidlertid fortsat lagt op til drama til det sidste på næsten alle områder.

Iranerne truer med at udvandre, hvis USA og de øvrige lande, Rusland, Tyskland, Kina, Frankrig og Storbritannien, fortsætter med at insistere på, at størstedelen af Irans uran skal til Rusland, hvor det kan omdannes til uskadeligt materiale, der kun kan anvendes i civile atomreaktorer og ikke kan bruges til udvikling af atomvåben. Men Irans ønske om at beholde uranen og under overvågning af inspektører fra Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, selv at omdanne uranen til civilt brug, vækker stor bekymring. For hvis iranerne udvandrer fra forhandlingerne, kan det medføre, at en af de mest prestigefyldte og vigtige aftaler, den amerikanske præsident, Barack Obama, har forsøgt at forhandle igennem, falder til jorden. Og det vil ikke alene give endnu et udenrigspolitiske nederlag til præsidenten. Det vil også betyde, at Iran står uden for alle internationale aftaler, og i realiteten kan fortsætte et atomvåbenprogram.

Og der er også stadig uenighed om, hvornår og under hvilke vilkår, sanktionerne mod Iran skal ophæves, hvis en aftale falder på plads i Schweiz – en aftale som imødeses med stor skepsis fra Israels side og fra mange sunnimuslimske lande samt ikke mindst republikanerne i den amerikanske kongres. Aftalen skal være mere end overbevisende for at sikre ro internationalt. For Obamas vedkommende står der også meget på spil indenrigspolitisk, fordi den republikansk ledede kongres bruger aftalen til at kritisere præsidenten for at være godtroende og meget lidt handlekraftig.

Gode muligheder

Kilder ved forhandlingerne siger til de amerikanske medier, at det ikke behøver at være et problem, hvis uranen ikke kommer til Rusland. Der er også – ifølge The New York Times – gode muligheder for, at man kan »fortynde« uranen i Iran under IAEAs kontrol. Og ifølge forhandlingskilder har iranerne i de seneste to år overholdt alle aftaler med våbeninspektørerne i modsætning til Irak, som i sin tid saboterede alle forsøg på at kontrollere, om de såkaldte masseødelæggelsesvåben nu også var ødelagte. Så hvis man overhovedet accepterer præmissen om, at man kan stole på Iran på det her område – selvfølgelig under kontrol af internationale inspektører – så kan den model bruges.

En af Irans chefforhandlere sagde ifølge amerikanske medier til iranske reportere, at »eksporten af beriget uran ikke skal være en del af aftalen«.

»Vi har ikke til hensigt at sende det til udlandet,« sagde kilden. Spørgsmålet er, hvad så. For hvis de seks lande vender tilbage med en aftale, hvor man kan stille spørgsmålstegn ved iranernes hensigter på sigt, så vil den få meget svært ved at blive accepteret ikke mindst af USAs nære allierede som Israel og Saudi-Arabien.

Problemet er også, at ud over Obamas interne problemer med en kongres, der direkte truer med at indføre nye sanktioner mod Iran, især hvis forhandlingerne ikke bliver til noget, så forhandler man i Schweiz under indtryk af en meget spændt situation i Mellemøsten. Saudi-Arabien og Iran er tæt på en direkte krig i Yemen. Iran støtter de shiamuslimske houthi-grupper i en offensiv mod regeringen, mens Saudi-Arabien har sendt fly på vingerne for at bombe houthierne i området. Saudi-Arabien har også mobiliseret 150.000 soldater, der er klar til at rykke ind, hvis situationen kræver det, og så er spørgsmålet, hvad Iran vil gøre i det tilfælde.

Muligt mønstereksempel

Så alt i alt en meget svær situation, fordi meget står på spil for en lang række lande i de her forhandlinger. Ingen vil nemlig acceptere, at Iran bliver en ny atommagt. I det hele taget er forhandlingerne i Schweiz et eksempel, som man fra international side håber kan blive et eksempel til efterfølgelse, når man skal inddæmme en lang række landes ambitioner om at udvikle atomvåben. Nordkorea, Pakistan og Indien har sneget sig til at blive atommagter, og de etablerede atommagter vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at forhindre denne udvikling i at eskalere.

»Vi står ved et vendepunkt. Hvis Iran får atomvåben, så vil en række andre mellemøstlige lande følge efter, og også lande i Sydamerika og i Afrika. I en situation, hvor vi håber at kunne nedbringe antallet af atomvåben, er det ikke en udvikling, vi ønsker,« sagde en af de amerikanske forhandlere i Schweiz.

Spørgsmålet om sanktioner er også et problem, fordi iranerne ønsker sanktionerne ophævet med det samme. Det mangler man en tidsfrist for. Og USA er under pres fra Republikanerne, som i Kongressen truer med at indføre nye sanktioner, selv om det er begrænset, hvad de kan indføre. Men de øvrige lande forsøger at afkræve Rusland et løfte om i FNs Sikkerhedsråd at geninføre sanktionerne, hvis iranerne snyder på vægtskålen og ikke overholder aftalerne. Rusland ønsker ikke på forhånd at love noget, fordi det vil »udvande« landets vetoret, som det siges fra Moskva. Og man ønsker ikke at pantsætte denne ret til en samling vestlige lande som USA, Frankrig og Storbritannien og slet ikke Kina.

»De kommende timer bliver afgørende. Men intet er afgjort endnu,« siger en amerikansk diplomat.

Klik her, og se grafik over Irans atomprogram og sanktionerne mod landet