»At være født i Norge er at træde ind på verdens største vinderhold«

Det er oppe i Norge. Det er midt i valgkampen. Det er nede i meningsmålingerne for Stoltenberg-regeringen. Ikke ret mange nordmænd synes imidlertid at ville gå specielt meget ind i det. Berlingske er taget på rejse i et land uden synlige problemer.

Norge skulle efter sigende være det land i Europa der har flest cabrioleter. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi er kørt op over trægrænsen i Telemarken.

Cato og Gunhild og Olav og Gregar har parkeret deres firehjulstrækkere med trailere i gruset ved en lille fold langs den smalle vej. En handel med et par lam er gennemført. Cato og Gunhild har købt. Brødrene Olav og Gregar solgt.

»Hvad koster et lam,« spørger Berlingske.

»Du vil måske ha’ et,« siger Olav og kigger skeptisk på avisens lille, lejede Ford: »Eller vil du bare høre kiloprisen?«

Olav Siljudalen ligner en mand, der nok kan trække sin kniv og partere et dyr, hvis pengene passer. Måske endda smide det i bagagerummet for én. Det ligger tillige i luften over det fugtmættede fjeld, at heroppe er man tilstrækkelig langt fra kontorverdenen til, at papirarbejde går an. Ligesom man må tage Olavs ord for, hvad sådan et kræ vejer og gange med 50 kroner – hvis det altså virkelig skal klemmes ned i Ford’en.

Ellers tak, men hvad med valget?

»Åh ja, der er valg,« siger Olav: »Jeg ved ikke, så kommer der måske nogle nye til. Og så skal de også lave regler. Vi har regler og afgifter her op til,« siger han og holder håndfladerne vandret foran struben, som er han i færd med at blive guillotineret.

Olav og hans bror Gregar har lam gående heroppe. I knap halvanden kilometers højde. Samt »noget skov« nede på Rjukan-siden af Gaustatoppen. Intet af det er helt optimalt, forstår man. Faktisk er ikke ret meget, som det burde være eller var engang. Hvilket Olav kan tale længe om. Og også gør, indtil Cato siger:

»Måske har vi også haft det for godt.«

En pause opstår.
Det er oppe i Norge. Det er midt i valgkampen. Det er nede i meningsmålingerne for Stoltenberg-regeringen. Ikke ret mange nordmænd synes imidlertid at ville gå specielt meget ind i det.

At bevæge sig rundt i Norge og lede efter brudflader, stærke uenigheder eller det politiske slagsmåls mest indædte kamp, er ligesom at spørge teenagedatteren derhjemme, hvorfor hun ikke har stillet smørret i køleskabet og derpå modtage hendes standardsvar: »First world problem«.

Findes der rigtige problemer i Norge?

»I øjeblikket er det jo sådan, at det at være født i Norge er at træde ind på verdens største vinderhold. Men alle er også klar over – uanset at det vil tage en del år at bruge pengene – at det nuværende velfærdssamfund ikke er bæredygtigt på lang sigt,« siger den norske filosof Lars Frederik Händler Svendsen, der har skrevet flere bøger om moderne norsk kultur.

4,7 millioner nordmænd sidder på en tredjedel af den europæiske fastlandssokkel. Og dermed en af verdens største olie- og gasbesiddelser. Foreløbig har Norge sparet 4.250 milliarder kroner op af indtægterne fra Nordsøen. Altså knap en million kroner pr. nordmand. Pengene er investeret i blandt andet aktier og ejendomme. Nordmændene ejer næsten hele gader i London og sidder på 1,25 procent af verdens samlede aktier. I 2012 var alene afkastet i Norges Oljefond 447 milliarder kroner.

Hvem bekymrer sig om samfundets stigende udgifter med boom i ældremassen og et stigende antal borgere på diverse overførselsindkomster – ud over de 800.000, der findes i forvejen – når alene renterne af en sparekassebog kan betale for gildet? Det er flere åbenbart begyndt på. Og det er muligvis det dybereliggende svar på, hvorfor Arbeiderpartiets Jens Stoltenberg i morgen formentlig henvises til den politiske udskiftningsbænk. På trods af at han for to år siden med en landsfaders værdighed og røst ledte Norge gennem sorgen oven på Anders Breiviks massakre på Utøya. Jens Stoltenbergs samfund, socialstaten, er »ikke bæredygtigt på lang sigt«. Måske er det på tide at tænke på kommende generationer.

Vi er taget til Grønland. I håb om at finde problemer. Hvis Norge besidder noget, der antager karakter af sociale skærmydsler eller overhovedet huser en slags ofre for ulighed, kan man angiveligt finde det i Oslos østlige kvarterer som eksempelvis Grønland.

»Det ligner mest af alt en landsbyudgave af Nørrebro,« som fotografen siger.

En gymnasieklasse er på vej op fra stationen. De er på ekskursion i anledning af valget. Først skal de på det uafhængige forskningsinstitut Fafo og høre om det norske velfærdssamfunds forskellige fakta. Dernæst skal de ud og interviewe ungdomspolitikere ved valgboderne. »Mindst en fra hver blok,« som læreren Erik siger.

Gymnasieeleven Christian Bengtsson ligner enhver anden skandinavisk teenager på 18 år. Lidt voks i en bevidst uregerlig frisure, T-shirt med nogle tegn, der muligvis betyder et eller andet vigtigt, jeans og all-stars. »Jeg er rød,« siger han: »Faktisk er jeg nok nærmest kommunist. Vi er så rige i det her land. Men jeg synes, vi kan klare at betale noget mere i skat, så man ikke længere har et ulige samfund.«

I så fald kan man vel bare tage af oliefonden?

»Nu er det noget, man skal passe meget på med. Det vil give inflation, og pludselig vil alle vores penge ikke være ret meget værd,« siger Christian.

I Norge er selv 18-årige kommunister med på og i stand til at redegøre for den såkaldte »handlingsregel«. En beslutning om, at kun afkastet af nationens monstrøse oliemilliarder må bruges. Fastsat til omkring fire procent årligt. Hvormed opsparingen bevares. Og prisstigninger og overophedning af økonomien undgås.

Elisabeth er pensioneret folkeskolelærer. Hun er ude at handle ind på Grønlandstorvet, socialdemokrat og almindeligt hovedrystende over for udviklingen som sådan.

»Om vi har problemer? Ja, vi har problemer. Vi har fået et egoistisk samfund. Sådan er det. Det er forbrug, huse, både, biler, computere, penge, penge, penge. Der er ingen menneskevarme længere. Det er forfærdeligt,« siger hun.

Elisabeth tilhører generationen, der kan finde på at indlede sætninger med vendingen »dengang vi var fattige«. Man skal blot et halvt menneskeliv tilbage for at finde et Norge, der udgjorde Skandinaviens fattiggård. Nu synes armod, ifølge folk som Elisabeth, der ikke vil have sit efternavn i avisen, hvis hun »skal være ærlig«, repræsenteret af ånd- og historieløshedens indtog i en masseforbrugende middelklasse.

Inde midt i Oslo, i en sal i et kulturhus, er en flok på omkring 40 nordmænd i færd med at bevare den norske folkesjæl. De går i rundkreds. Og synger om »oppe på fjeldet«. Sangen hedder egentlig »På breen« og synges højt og frejdigt samt ledsages af en række mere eller mindre komplicerede trin og partnerbytte. Folkedanserforeningen Symra har sæsonens første øveaften. Efter kaffe og kage og lysbilleder fra den seneste høsttur til Norges største bræ, danses der igennem. Traditionel, norsk folkedans.

»Vi gør, hvad vi kan,« siger Oddny Feragen: »Men se dig omkring. Udelukkende grå hoveder,« griner den 67-årige folkedanser, hvis mand, Erik, udførligt forklarer om hver enkelt dans, dens oprindelse, mening og sværhedsgrad for Berlingske.

I Symra ved man godt, at man først og fremmest danser for sin egen skyld og med sig selv og fortiden snarere end med fremtiden. Her fører man ikke værdikamp. Her forsøger man ikke at byde udviklingen trods, men derimod hinanden og fællesskabet op til kædedans.

»Men det vil da være fint, hvis der kom nogle unge,« siger Oddny.

Til gengæld er uafhængighedsdagen, d. 17. maj optoget og »Ja, vi elsker dette landet« tydeligvis en uomgængelig national manifestation.

»I begyndelsen tænker man: »Hvor tossede er de egentlig?« Men så går man med og opdager, hvor fantastisk det også er, og hvor meget der egentlig er at være stolt af, hvis man er nordmand,« siger Anne Strange Stelzner.

80 kilometer syd for Oslo, i Fredrikstad, bor en dansk kernefamilie fra Aarhus. Anders Strange er partner i det succesombejlede aarhusianske arkitektfirma AART. Firmaet opfører et supersygehus (hvilket de i øvrigt også skal i Gødstrup ved Herning). Familien Strange Stelzner, Kamille 4 år, Harald 6 år, Martine 11 år og mor og far, der begge arbejder på projektet, har derfor boet i Fredrikstad i to og et halvt år. Og er kommet til at elske meget ved Norge og nordmænd. »De er først fremmest utrolig gode til at komme ud. De skal op i fjeldet, ud og bruge sig selv og være sammen i naturen. De arbejder ikke over på en fredag. De rykker med det samme. Oppakningen står klar. På den måde lever de et både virksomt og sundt familieliv, som vi med glæde har taget til os,« siger Anne.

Norges olieheld set udefra ligner umiddelbart en selvmodsigelse. Lige som når en nyslået lottomillionær viser sig at være en nøjsom kvinde, der bor på Læsø og glæder sig over, at hun nu er i stand til at få sig en ny havelåge. Men pengene har haft deres virkning blandt nordmændene, forsikrer Anders Strange.»Det er hytte og båd og to biler. Og de altså også blevet lidt for lade og overlader arbejde, de ikke selv gider, til importeret arbejdskraft,« siger Anders og fremhæver den overvældende mængde af svenskere i servicefag samt polakker og letter i håndværksfagene.

Norges suverænt største indvandrergruppe er polakker. Den næststørste svenskere. Der er 20.000 ubesatte stillinger i landet i øjeblikket. Lønnen er i mange fag 30 procent højere end i Danmark. Skatten er betydeligt lavere.

Familien Strange Stelzner kom ikke på grund af pengene. Og de tager hjem til Danmark til jul for at blive. Men de rejser ikke, fordi de ikke bryder sig om Norge eller nordmænd. Tværtimod. Skolen er fremragende og lokalsamfundet så inkluderende, at børnene faktisk er ved at falde for godt til.

»Og jeg bryder mig ikke om, at mine børn kommer hjem og siger: »Mor, hvornår skal vi have en båd?« Jeg bryder mig ikke om, at de vokser op så rigt,« siger Anne Strange Stelzner.

Ifølge forfatter og filosof Lars Frederik Händler Svendsen har den norske valgkamp været en konkurrence i at forsikre nordmændene om, at den offentlige forsyning af velfærd vil forblive uantastet. Valgkampen er »totalt navlebeskuende«, mener han. Og navlepilleriet står de midaldrende og ældre for.

»Der findes en konfliktlinje mellem unge og gamle. Men selv om økonomer siger, at med de velfærdsudgifter, vi har nu, så vil vores børnebørn ikke bliver overladt noget som helst, så er det ikke noget, der slår igennem i valgkampen. Denne valgkamp føres desuden åbenbart helt uden bevidsthed om, at der findes en verden uden for Norge. Vi er nationalistiske, men uden en egentlig klar forestilling om, hvad det nationale består i. Vi ser desuden gerne os selv som en oase af moralsk godhed i en korrumperet verden. Men valgkampen handler kun om at tilbyde mest velfærd til os selv,« siger Händler Svendsen.

En nordmand støtter sig til staten. Sådan er det. Sådan har det altid været. Selv ude i verden har man lagt mærke til det. For nylig skrev The Economist om Norge, at det er en mærkelig fætter i den skandinaviske familie. Velbeslået, men varsom med at skilte med det, ja. Med golfstatlignende reserver, men uden at være OPEC-medlem eller bygge Dubai-højt i Oslo, nej. Nok en socialstat som sine nabolande, ja, men egentlig mere lig Kina end så meget andet, fordi kapitalismen reguleres ved, at staten selv er den største spiller på markedet. Eksempelvis med hovedejerskab i gigantiske foretagender som Statoil, Norsk Hydro, Norges største bank, DnBNor samt kontrol i en række andre store virksomheder plus ejerskab til 37 procent af Oslos aktiemarked.Der findes selvsagt også superrige i Norge. Man kan køre ud til Nesøya cirka 20 kilometer vest for Oslo. Her er flest private penge samlet på mindst plads, ifølge statistikken. En del mangemillionærer og nogle milliardærer har postadresse på Nesøya. Her lukker ingen op. Pengene er tavse. Her blinker solen i en blank fjord ud for tillukkede luksusboliger, hvis beboere går så smagfuldt og stille med deres rigdom, at kun lyden af sprinklere når ud fra matriklerne.

Men Norges største kapitalist er stadig staten. Også i årene fremover.

»Vi får sandsynligvis et regeringsskifte, ja. Men det vil have meget ubetydelige politiske konsekvenser for, hvordan det her land styres,« siger Lars Frederik Händler Svendsen: »Man kan sige, at nordmændene fravælger regeringen Stoltenberg, fordi de ikke har lyst til mere af det samme, men de tilvælger ironisk nok regeringen Solberg, fordi den vil give dem endnu mere af det, de allerede har. Det vil indebære, at et slidt og kompetent mandskab udskiftes med et mindre slidt og måske lidt mindre kompetent mandskab. Og det siger jeg til trods for, at jeg egentlig hælder til højre i politik og rent personligt er borgerlig.«

Vi er kørt ind i Rjukan. En by på omkring 3.400 indbyggere. En norsk helteby. En gammel industriby. En arbejderby. Den ligger i Telemarken inde i ur-Norge i grundfjeldet og trykker sig under næsten lodrette klippemassiver på begge sider, som minder om, hvor nordmændene har både deres storhedsfornemmelse og oprindelige ydmyghed fra. Det var her, en innovativ nordmand rejste sig selv og sit folk som velfærds- pionerer. Sam Eyde, grundlæggeren af Norsk Hydro, havde en idé om at udnytte Rjukanfossens kraft i et vandkraftværk. Han gik ind i en fransk bank og lånte pengene alene på idéen. I 1907 boede omkring 50 familier i Vestfjorddalen. Knap ti år senere var indbyggertallet 10.000. Her havde Eyde bygget sit værk, en hel by og en jernbane ud af byen og mørket.

Hvilket også er scenen for en af Norges mest berømte besættelseshistorier. Om hvordan en sabotagegruppe muligvis hindrede nazisterne i at bruge norsk tungtvand til at udvikle en atombombe. Sabotørerne firede sig ned ad fjeldvæggen til tyskernes anlæg i bunden af dalen, sprængte det i luften, flygtede over fjeldet på ski med 3.000 udkommanderede tyskere efter sig. En populærversion er filmatiseret med titlen »Telemarkens helte« og Kirk »Spartacus« Douglas i hovedrollen. Tyskerne genopbyggede anlægget. Englænderne bombede det, og 20 Rjukanborgere mistede livet.

Den 31. oktober skriver byen sig igen ind i verdenshistorien. CNN kommer, kinesisk TV kommer og mange flere.

»Jamen, det er galskab, slet og ret galskab,« siger Britt-Eva på turistkontoret.

I Rjukan forsvinder solen i et halvt år. Fra 4. oktober når den ikke ned i byen i seks måneder, før den igen dukker op 12. marts, og der festes for den på Torvet. Socialkapitalist og grundlægger, Sam Eyde, havde en vision om at bringe sine arbejdere lys ved hjælp af spejle placeret oppe på fjeldryggen.

I 2013 har man realiseret idéen. Tre spejle er sat op. Den 31. oktober drejes de mod solen og kaster dens refleks ned på 20 kvadratmeter på torvet under verdenspressens bevågenhed.Rjukan er stadig en innovativ by. Og en arbejdende by. Den er imidlertid ikke længere en arbejderby, skal man tro det lokale skolevalg. Her vandt Høyre valget overbevisende. Pia Zumarzceck og Mari Høgden, begge 17 år, stemte ved valget og er nu på vej på fritidsjob. I hver sin lokale butik. De stemte begge blankt.

»Det var svært at sætte sig ind i forskellene,« siger Mari.

Vi står oppe på fjeldet.
Olav kan godt lide fjeldet. Men ikke regler. Men selv heroppe når de frem. På en større rasteplads længere bagude kundgør en skilt, at der er parkeringsforbud mellem kl. 22 og 08. Det skal siges, at skiltet virker. Ingen parkerer halvanden kilometer oppe midt om natten.

Har man ikke problemer, kan man altid opfinde nogle, mener Olav Siljudalen.

Men så stemmer Olav vel på Fremskrittspartiet? Partiet har listet 29 forbud, der bør fjernes. Poker, spilleautomater, raketter med styrepind, majestætsfornærmelse, lakridspiber placeret i børnehøjde og de fleste af de resterende knyttet til alkohol og tobak.

Men Fremskrittspartiet er ikke god medicin for den lille bonde på fjeldet. Støtten kommer i fare. De vil have stordrift med svin, siger Olav.

Hans bror, Gregar Siljudalen, har et fjernt blik. Hans ansigt ser ud som om, det har taget lige så lang tid at danne som granitklipperne. Nogenlunde samme furer – iført en rød nike-kasket mage til broderens. Olav følger sin brors blik mod horisonten, hvor et mørkt gardin af regn trækker hen over fjeldet. Et uvejr er på vej mod os, konstaterer han. Tid at komme videre. Over på læsiden af toppen. De har kaffe og klemmer i firehjulstrækkeren.