At snuble i Mandelas dybe fodspor

Format går ikke nødvendigvis i arv. Efter Nelson Mandelas død skal hans 100 år gamle bevægelse, det politisk altdominerende ANC, forsøge at leve op til den gamles kæmpes overmenneskelige standard. Det går ikke godt.

Afrikanere samledes i går ved Mandelas hus i Soweto både for at vise deres sorg og for at hylde den afdøde landsfader. Fold sammen
Læs mere
Foto: ADREES LATIF
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JOHANNESBURG: De gule og grønne ANC-memorabilia ryger hurtigt over de interimistiske boder på krydset Ngakane Street og Vilakazi Street i Soweto. Flerfarvede flag og billige farvekopier i »guld«-rammer skifter hænder, T-shirts med nationens afdøde fader på brystet trækkes over hovedet.

Nelson Mandelas død, som på andendagen trækker slæbespor af sorg, men også fest, smil og anekdotefortælling over Sydafrika, er en højtid for den døde kæmpes parti, African National Congress. Men det er også en skæbnestund.

Partiet blev dannet for 101 år siden som sorte gruppers protestbevægelse mod den hvide undertrykkelse. Siden levede ANC under jorden i årtier, før partiet i 1994 triumferede ved landets første frie valg og den nyligt løsladte leder, Nelson Mandela, kunne indtage præsidentposten.

»De forsømmer aldrig en chance for at føre sig selv frem, hvad?« siger en mand, mens han prikker til sin ven. Lige der, i krydset ud for Nelson Mandelas fødehjem, har ANC parkeret en orange lastbil med den nuværende præsident, Jacob Zumas, smilende, halvanden meter høje ansigt. Påtrængende og let upassende. Som håber den aldeles levende, verdsligt skandaleombruste Zuma, at noget af Mandelas karma eller sydafrikanernes udelte kærlighedsregn over gamle »Madiba« i dette dødsøjeblik vil dryppe på ham, Mandelas arvtager.

»Det må være svært at være Zuma,« siger sidemanden, før de to venner begiver sig ud i virvaret af trommende og dansende Soweto-borgere, turister og sydafrikanere, som er kommet for at vise Nelson Mandela deres respekt.

I årtier kunne ANC regne med stort set alle sorte sydafrikaneres udelte støtte. Der var ingen alternativer, og få satte spørgsmål ved ANC. For ANC var lig kampen mod apartheid, og den ønskede de færreste at forråde.

I dag er det anderledes. Et dyrt klædt ungt par, veltalende på engelsk og begge højtuddannede, buser ud med et determineret »nej!«, når man spørger, om de også stemmer på Mandelas parti:

»Efterfølgere i ANC har fejlet med at leve op til Mandelas arv og forbillede. De er formuedrevne og tænker kun på personlig vinding. Sådan var det længe inden Mandelas død,« siger Khoabane Lelimo, 31 år, der med sin veninde, Nomxolisi Mtamo, 28, er på besøg i Soweto for at opleve de spontane hyldester til Mandela.

»Forstå mig ret. Jeg ønsker egentlig ikke, at ANC skal tabe magten,« fortsætter Khoabane, »men magten skal reduceres, så de dårlige vaner holdes i skak. Der skal være flere partier at vælge imellem. Som i et modent demokrati.«

Alene at tænke i alternativer til ANC var utænkeligt hos deres forældres generation. De var ANC-tilhængere per definition.

Men Khoabane og Nomxolisi tilhører det ny, enorme kuld af sydafrikanske børn kaldet »regnbuegenerationen« eller »født fri-generationen«. De udgør 40 pct. af befolkningen, og disse unge husker ikke eller kun sparsomt den tid, da apartheid herskede, og Mandela var en mand, der sad på Robben Island.

»Jeg kan mest huske, at jeg var bange for hvide mennesker. De voksne kunne hele tiden fortælle om, hvordan de hvide og især politiet behandlede folk som os. Nu omgås vi jo alle hinanden. Måske ikke så omfattende privat, men på skoler og arbejdspladser. ANCs gamle budskab er ikke så påtrængende for mennesker i vores alder, så vi ser på deres øvrige politik,« siger Nomxolisi Mtamo.

Det unge pars ord ville gøre ondt på 44-årige Dali Ndiza. Som sin spanske navnebror er han kunstner. Og så er han ANC-medlem på 30. år. Han meldte sig ind som 15-årig. Fordi hans far, søster og bror allerede deltog indædt i modstandskampen.

Han husker tydeligt barndommens mange øjeblikke af uretfærdighed og angst. Som da det sydafrikanske politi bankede døren ind til den ti-årige Dali og hans familie, tæskede hans mor og låste børnene inde på toilettet. Politiet havde hørt, at Dalis bror deltog i ulovlige ANC-aktiviteter:

»Da Mandela kom ud af fængslet og begyndte at tale om tilgivelse, forsoning og national enhed, da havde jeg da mine tvivl. Mange havde den skuffede opfattelse, at Mandela »solgte ud« og ydmygede sig over for de hvide undertrykkere,« siger Dali.

»Men som tiden gik, fik vi åbnet vores øjne. Der var denne her opfattelse af, at sorte ikke besad noget vid eller talent. At de knap kunne magte deres eget liv. Mandela gav os værdigheden og menneskeligheden igen, selv i de gamle modstanderes øjne,« siger Dali Ndiza bag sin bod, hvor han sælger ANC-tøj til fordel for partiet.

Nelson Mandelas død bliver en enorm udfordring for ANC, medgiver han.

»Vi skal tage, hvad Mandela har efterladt os og bruge det godt. Arbejde for integritet, forsoning og fred i hele Afrika. Jeg er fortrøstningsfuld, for efter den første dags gråd herude – jeg græd også – skiftede stemningen. Vi så, hvad han har givet os, og hvad vi skal leve op til. Folk blev motiverede igen. Mere forenede. Det er, som om Mandela først er begyndt at leve lige nu,« siger Dali Ndiza.

Men Mandelas fodspor er så store, at de er næsten umulige ikke at snuble i. For hvem kan leve op til et menneske, der allerede i levende live var overmenneskeligt? Så ja. Det bliver svært at være Jacob Zuma og alle de andre, der nu skal tegne partiet, nikker Dali over mod den store orange lastvogn med Zumas kontrafej; en partileder og præsident, der indtil videre har overlevet anklager om såvel voldtægt, bedrageri og korruption:

»Jeg har også været skuffet over ANCs folk. Vi ser ikke Mandelas stræbsomhed og visioner i de mennesker. Mandela havde mere magt end nogen, og han misbrugte den aldrig. ANC må nu vælge nogle ledere, der kan tåle at blive målt efter Mandelas standarder,« siger Dali.

ANC er stadig sydafrikansk politiks altdominerende parti og har været det siden det historiske 1994-valg. Men ved seneste lokal- og nationalvalg i 2009 og 2011 sås en vigende tendens.

Ærkebiskop Desmond Tutu har meddelt, at han ikke længere støtter ANC, da han ikke længere ser det som værn om de værdier, han og Mandela kæmpede for i så mange år.