Astronauter kan vende tilbage til rumstation efter lækage
Der arbejdes på at reparere luftutætheder på Den Internationale Rumstation. Der er ingen risiko, lyder det.

Der arbejdes på at reparere luftutætheder på Den Internationale Rumstation. Der er ingen risiko, lyder det.

Astronauter om bord på Den Internationale Rumstation (ISS) fik tidligere fredag besked på at forberede sig på en potentiel evakuering.
Det oplyser den amerikanske rumfartsorganisation, Nasa.
Missionen, som i øjeblikket er udsendt til ISS, består af to amerikanske astronauter, en fransk astronaut og en russisk kosmonaut.
Nasa bad de fire personer om at gå ind i den rumkapsel, som er tilsluttet til rumstationen.
Mens de fire befandt sig i rumfartøjet, har en russisk besætning arbejdet på at reparere en luftutæthed, lyder det.
Hvis luftlækagen krævede det, ville der blive igangsat en nødevakuering, lød det fra en embedsmand fra Nasa.
Det russiske rumfartsagentur, Roscosmos, oplyser ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax, at der er fundet to lækager.
Den første lækage er standset, mens eksperter arbejder på at standse den anden.
Der er ifølge Roscosmos ingen risiko for besætningen eller nogle af systemerne.
Efter at Roscosmos har meldt ud, at der ikke er nogen risiko forbundet med lækagerne, har Nasa instrueret besætningen i at vende tilbage til rumstationen.
Nasa og Roscosmos, som sammen driver ISS, har i månedsvis diskuteret årsagen og mulige løsninger på luftutætheden.
Utætheden sidder på et vigtigt russisk-produceret modul, som er en del af rumstationen.
Luftutæthederne har været relativt begrænsede de seneste måneder, men eskalerede mandag. Her gik det fra, at der sivede omkring et pund luft om dagen til to pund, siger en højtstående embedsmand fra Nasa.
Et pund svarer til omkring 0,45 kilo.
De to amerikanske astronauter, den franske astronaut og den russiske kosmonaut tog afsted mod ISS i februar.
Her var forventningen, at deres mission skulle vare otte måneder indtil efteråret.
Gruppen erstattede den forgående besætning, som var nødt til at vende tilbage til Jorden lidt tidligere end planlagt på grund af sundhedsmæssige problemer.
Den internationale rumstation er bygget som et samarbejde mellem USA, Rusland, Japan, Canada og ti af Den Europæiske Rumorganisations medlemslande, heriblandt Danmark.
Rumstationen er på længde med en fodboldbane og er ifølge Reuters det største menneskeskabte objekt i rummet.
/ritzau/Reuters