Astronauter frikendes for druk

NASA: Astronauter var ikke fulde under opsendelse.

Astronauter fra rumfærgen Endeavour holder pressekonference på Kennedy Space Center. Foto: Joe Skipper/Reuters Fold sammen
Læs mere

NASA frikender i en undersøgelse astronauter for at have været berusede under træning og under en opsendelse.

USA's rumfartsorganisation NASA har ikke kunnet finde beviser på, at astronauter - som påstået af et undersøgelsespanel udenfor organisationen - har været berusede under tjeneste.

- Jeg har ikke kunnet finde noget som helst bevis for, at besætningsmedlemmer på et rumfartøj har været indisponeret på opsendelsesdagen," siger lederen af NASAs sikkerhedsafdeling i sin rapport, der blev offentliggjort onsdag aften.

Beskyldningerne kom frem efter et bizart jalousidrama, hvor en kvindelig astronaut Lisa Nowak havde overfaldet sin rivalinde med en peberspray i Olando lufthavn i februar. Nowak, der fløj sin første rum-mission i juli 2006, blev fyret samen med sin kollega Bill Oefelein - der havde haft en affære kørende med begge kvinder.

Det uafhængige panel offentliggjorde i sidste måned en rapport, der viste, at astronauter i to tilfælde havde fået flyvetilladelse, selv om de tilsyneladende var berusede. Panelet havde dog ikke bemyndigelse til at undersøge oplysningerne yderligere, hvorfor den interne undersøgelse blev sat i gang.