De fire astronauter om bord på "Orion" er gået ind i den sidste fase, før besætningen skal flyve rundt om Månen.

Mandag morgen dansk tid er rumfartøjet fløjet ind i Månens indflydelsessfære. Det betyder, at Månens tyngdekraft nu påvirker fartøjet mere end Jordens.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

"Orion" fløj ind i Månens indflydelsessfære omkring klokken 06.42 dansk tid.

Da besætningen kom ind i Månens indflydelsessfære, var den omkring 39.000 mil fra Månen og 232.000 mil fra Jorden. Det svarer til cirka 62.800 kilometer og 373.300 kilometer.

Det fortalte en Nasa-ansat på rumfartsorganisationens livesending fra missionen ifølge AFP.

Efter planen vil fartøjet passere Månen mandag fra klokken 20.45 dansk tid og seks timer frem.

Her vil besætningen efter planen sætte rekord for den længste distance, et bemandet rumfartøj nogensinde har været fra Jorden, når det er omkring 400.000 kilometer fra Jorden.

Det er første gang siden 1972, at et bemandet rumfartøj skal flyve rundt om Månen.

Ifølge NBC News er Månens indflydelsessfære ikke en fysisk eller konkret grænse. Det er nærmere en matematisk grænse, som indebærer, at besætningen er i nærheden af Månen.

Det er også første gang siden 1972, at astronauter flyver ind i Månens indflydelsessfære.

Om bord på "Orion" er Jeremy Hansen, Reid Wiseman, Victor Glover og Christina Koch.

På missionen skal de blandt andet fotografere og analysere overflader på Månen.

"Orion" blev opsendt fra Florida natten til torsdag. Efter planen skal fartøjet lande i Stillehavet den 10. april, hvor redningshold vil være klar til at hente besætningen.

Opsendelsen er en del af Nasas Artemis II-mission, som spiller en central rolle i Nasas planer om at få mennesker tilbage på Månen.

Planen er senere at bygge en permanent rumbase på Månen som afsæt for mere udforskning af rummet, herunder rejser til Mars.

/ritzau/