Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Ifølge kilder i det syriske miljø her i Danmark holder regimet i Syrien skarpt øje med herboende systemkritikere. Det sker ved hjælp af stikkere og meddelere, der har fået ophold i Danmark på falsk grundlag.
»Det er et KGB-agtigt system med masser af agenter, der holder styret i Syrien underrettet, hvis der er kritiske røster blandt syrerne her i Danmark,« siger en kvinde, der selv kom til Danmark fra Syrien for 12 år siden.
Hun vil ikke have sit navn frem af frygt for repressalier mod sine bekendte i Syrien, og det er også forklaringen på, at andre kilder kun vil udtale sig anonymt. Berlingske er dog bekendt med kildernes navne og baggrund.
En af dem, der flygtede til Danmark for to år siden, fortæller, at han for tre måneder siden kontaktede Politiets Efterretningstjeneste for at advare mod de syriske agenter.
»Jeg kan dokumentere det. Men det virkede ikke, som om PET tog oplysningerne alvorligt,« fortæller manden, der selv har modtaget trusler, fordi han har støttet demonstranterne i Syrien på sin Facebook-profil.
Berlingske forsøgte i går at få en kommentar fra PET, men uden held.
Integrationsminister Søren Pind (V) er foruroliget over de nye oplysninger og vil have dem undersøgt.
»Jeg mener ikke, man kan være i tvivl om, at man skal stille sig på demokratiets side, og fordømme overgreb på de, der kæmper for deres frihed og demokrati,« siger Søren Pind.
Khader ikke overrasket
Påstanden om syriske stikkere i Danmark kommer ikke bag på den konservative integrations- og udenrigsordfører, Naser Khader, der selv har en syrisk baggrund.
»Det er velkendt, at regimet både har papegøjer og angivere i de syriske miljøer rundt omkring i verden. Det så vi også i det irakiske miljø under Saddam Hussein,« siger Naser Khader.
»Det er tankevækkende, at der i Danmark ikke er syrere, der står frem og støtter demonstranterne i Syrien. Der er ellers mange af dem, der normalt gerne vil udtale sig til medierne, men jeg tror ikke, at de tør. Af frygt for, at det skal gå ud over deres pårørende derhjemme. Jeg har lavet en facebookside til støtte for et frit og demokratisk Syrien, men der er ingen af de syrere, jeg kender, der tør støtte den,« siger Naser Khader.
Forening støtter Assad
Det syriske miljø i Danmark, der tæller op mod 3.000 personer, er kommet i søgelyset på grund af Dansk Syrisk Forening og ikke mindst foreningens formand, Mohammad Mahfoud. Han har for åben skærm – både DR og TV 2 – forsvaret det syriske styres aktuelle fremfærd over for demonstranterne.
Mohammad Mahfoud understreger over for Berlingske, at medierne »fordrejer virkeligheden« i Syrien.
»Det er ikke fredelige demonstranter, der er på gaden i Syrien. Det er et lille mindretal af ekstremister, salafister (fundamentalistiske sunnimuslimer, red.), der vil indføre sharia. Langt de fleste syrere støtter præsident Assad, og sådan er det også blandt syrerne her i Danmark og i andre lande. Omkring 90 procent af syrerne her i Danmark støtter Assad,« siger Mohammad Mahfoud, der afviser, at han er agent for det syriske styre.
»Jeg har boet her i Danmark i 20 år, og hverken jeg eller andre i Dansk Syrisk Forening er i familie med eller relateret til styret i Syrien. Vores mål er at gå imod den propaganda, som den syriske præsident er offer for. Vi mener ikke, at det ER Vesten og USA, der skal bestemme i Syrien, og Assad er jo indstillet på reformer og har allerede gennemført en del. Men han kan ikke komme videre på grund af ekstremisterne,« forklarer Mohammad Mahfoud.
Naser Khader nægter at tro på, at op mod 90 procent af de herboende syrere skulle støtte landets præsident og hans regime.
»Flertallet af syrere i Danmark er flygtninge. Hvordan kan nogen, som er flygtet fra et regimes brutalitet, støtte selv samme regime? Enten har de fået asyl på falsk grundlag, eller også taler Dansk-Syrisk Venskabsforening usandt,« mener Naser Khader.
Integrationsminister Søren Pind opfordrer Dansk Syrisk Forening til at melde sig på demokratiets side.
»Formanden for foreningen lyder som en ringe fortaler for syrere i eksil såvel som i Syrien. De der konspirationsteorier om, at USA står bag alverdens ondskab hører 70erne til. Og jeg synes, den forening skal åbne øjnene for – og klappe af – at der nu er modige mennesker på gaderne i Mellemøsten og Nordafrika, der tør prøve at ændre verden,« siger han.
INFOshop: Danskerne: Udlændinge skal være som os