Assad: Samarbejde mod terror nødvendig

Den isolerede syriske præsident giver i interview udtryk for, at der er større behov for udveksling af informationer om terrorisme.

Læs mere
Fold sammen

SYRIEN: Mens store dele af hans land er blevet indlemmet i terrororganisationen Islamisk Stats såkaldte kalifat, og hans hær bomber løs på civile og oprørere, giver Syriens præsident Bashar al-Assad onsdag udtryk for, at der er behov for et større internationalt samarbejde for at bekæmpe terrorismen.

Ifølge Reuters, siger Assad til det tjekkiske månedsmagasin, Literarni Noviny Newspaper, at de europæiske regeringers politik er årsag til de blodige angreb i Paris i sidste uge.

Bashar al-Assad mener, at der er behov for større udveksling af informationer mellem de lande, der bekæmper terrorisme, og Syrien bør inddrages.

Den syriske præsident har været lagt på is af det internationale samfund siden begyndelsen af 2011, hvor oprøret mod ham slog ud i lys lue, og hvor han gengældte de folkelige protester med snigskytter og kanonild.

Siden er vestlige lande begyndt på at yde beskeden våbenstøtte til de moderate oprørere, hvad der har ophidset Assad, som gennem hele forløbet har betegnet oprørerne over en bred kam som »terrorister«.

Derfor lyder hans argument i det tjekkiske magasin ifølge Reuters:

»Vi har sagt til Vesten, at de ikke kan støtte terrorisme og samtidig tilbyde en politisk paraply til dem, for det vil falde tilbage på deres egne nationer,« siger den syriske præsident.

De få allierede, som Syrien har i dag, tæller primært Rusland og Iran.