Om et par dage er det fem år siden, at Danmark endegyldigt slog hånden af Syriens præsident, Bashar al-Assad og degraderede ham som en illegitim leder. Det var i august 2011, hvor de folkelige demonstrationer og det tiltagende væbnede oprør mod Assads regime kun havde varet i knap et halvt år.

»Assad har mistet al legitimitet og må lade andre komme til,« fastslog daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, der havde koordineret sin udmelding om det endegyldige opgør med det syriske styre i tæt samarbejde med de andre EU-lande samt USA.

De vestlige regeringer strammede sanktionerne over for det syriske regime overbeviste om, at det ville gå præsident Assad, som det gik andre af Mellemøstens despoter under det arabiske forår – herunder Libyens leder Gaddafi og Egyptens præsident Mubarak.

I dag i sensommeren 2016 sidder Assad fortsat sikkert i sadlen – altså så sikkert, som det nu engang kan være i et land hærget af en af de blodigste borgerkrige/stedfortræderkrige i årtier. Den syriske præsident har overlevet skiftende europæiske regeringer, og herhjemme er Kristian Jensen den femte udenrigsminister, siden Danmark erklærede, at Assads tid var omme. Og selv samme Jensen erkender nu, at Danmark ikke længere tror på/satser på, at den syriske præsident kommer for en krigsforbryderdomstol.

»Hvis forudsætningen for en fredsløsning er, at det ikke sker, så … hvis man er alt for ideologisk, kommer vi aldrig en løsning nærmere,« fastslår udenrigsminister Kristian Jensen i et interview med Information mandag.

Bøvlet med borgerkrigen

Tilbage i sommeren 2012 placerede den daværende SRSF-regering ellers Danmark utvetydigt i kredsen af lande, der målrettet arbejdede på at få Den Internationale Straffedomstol til at retsforfølge det syriske regimes forbrydelser.

»Jeg finder det helt afgørende, at alle, der er ansvarlige for grove og systematiske menneskerettighedskrænkelser, bliver stillet til ansvar,« sagde SFs Villy Søvndal, der dengang som udenrigsminister havde den blandede fornøjelse af at bøvle med den syriske borgerkrig.

Nu er det så Kristian Jensen, der sidder med bøvlet, og det er ikke kun med hensyn til en krigsforbrydersag, at Venstre har lagt de tidligere stejle holdninger til side. V-regeringen er således nu også parat til at acceptere præsident Assad som en del af en fredsløsning i den overgangsperiode, som FNs mægler, Staffan de Mistura, ihærdigt, men forgæves forsøger at få de stridende parter til at forhandle om.

Kristian Jensen understreger ganske vist stadigvæk, at »Assad er en del af problemet. Ikke en del af løsningen,« men bag denne one-liner ligger en erkendelse af, at Assad ikke er til at komme uden om på kort sigt, hvis der skal findes en fredsløsning.

Blottet for moral

Denne pragmatiske og realpolitiske tilgang blev ellers godt og grundigt gennemheglet af Venstre, da partiet var i opposition og Kristian Jensens forgænger i embedet, Martin Lidegaard, på forsiden af Berlingske i januar 2015 udtalte, at »man er nødt til at forhandle med dem, der har magten, og acceptere Assad som en forhandlingspartner for at opnå fred.

»Fuldstændig blottet for moral,« lød det blandt andet fra Venstres daværende udenrigsordfører, Søren Pind: »Assad er en skrupelløs og nederdrægtig diktator, og han vil aldrig evne at skabe fred. Det her vil udløse et enormt had til Vesten i den syriske befolkning og bekræfte Mellemøstens befolkninger i, at Vesten holder med diktatorerne. Det her vil give grobund for endnu mere terror,« understregede han.

Siden har Danmark og det øvrige Europa oplevet det største pres fra flygtninge i årtier, mens præsident Assad har haft krigslykken på sin side. Og det har diktatoren i Damaskus vel at mærke ikke kun på grund af den militære støtte fra Rusland, Iran, den libanesiske Hizbollah-milits og militser fra det Irak, som Danmark i øvrigt bakker op politisk, økonomisk og militært. Assads succes på slagmarken skyldes også, at Danmark og de andre lande i den amerikansk-ledede koalition bevidst kun bomber Islamisk Stat – ikke den syriske hær.

Så status her fem år efter, at Assad fik det røde kort, er, at han ville stå til en guldmedalje, hvis diktatorers overlevelseskamp var en disciplin ved OL i Rio.