Askesky holder fortsat Europa i jerngreb

Askeskyen fra en islandsk vulkan holder fortsat store dele af Europas luftrum lukket. Det danske luftrum er foreløbigt lukket til søndag klokken 8.

Foto: JEAN-PAUL PELISSIER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Askeskyen, som holder Danmark og store dele af europas luftrum lukket, ser ikke ud til at forsvinde foreløbig.

Lørdag eftermiddag lød meldingen fra den statslige flytrafiktjeneste, at det danske luftrum vil være lukket frem til søndag morgen klokken 8.
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI er der ikke meget, der tyder på, at den nærmeste fremtid byder på godt nyt.

- Som det ser ud lige nu, er der ikke den store ændring resten af dagen og for så vidt heller ikke søndag. Så der er en risiko for at skulle forlænge flyvestoppet, siger vagthavende hos DMI Lars Henriksen og påpeger, at prognoserne længere frem i tiden stadig er usikre.

En Islandsk meteorolog har dog godt turdet spå om fremtiden, og den er ikke lys. Ifølge ham er der ingen udsigt til, at den vindretning, som blæser askeskyen ned over Europa, skifter de næste fire til fem dage.

Dermed ser det heller ikke ud til, at tingene klarer op i resten af Europa. Foreløbig er mere end 20 lande berørt af askeskyen, og den europæiske flysikkerhedsorganisation Eurocontrol skønner, at 16.000 flyvninger blev aflyst i Europa lørdag, hvor der ifølge Eurocontrol kun var 6000 fly på vingerne mod normalt 22.000.

Det samlede antal berørte rejsende til og fra Københavns Lufthavn lørdag og søndag vurderes til at runde 100.000, hvis asken som ventet bliver hængende over Danmark søndag.

Kommunikationschef for Københavns Lufthavn, Søren Hedegaard Nielsen, fortæller, at 45.000 passagerer enten skulle være ankommet til eller lettet fra lufthavnen lørdag. Mens der søndag er udsigt til, at 60.000 rejsende bliver berørt.

SAS meddelte lørdag, at selskabet har valgt at aflyse alle fly ind til mandag morgen. Kommunikationschef Mikkel Thrane, oplyser at man endnu ikke har overblik over, hvor meget lukningen kommer til at koste det hårdt ramte flyselskab, men eksperter peger på mellem 100 og 150 millioner kroner.

Lukningen af luftrummet betyder også, at mange charterturister enten ikke kommer af sted eller er fanget på deres feriedestination. Det har lørdag fået de store rejsebureauer til at forsøge at flyve gæsterne til sydeuropæiske lufthavne og derfra fragte dem i busser hjem til Danmark.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at få vores gæster hjem og kigger på alle de alternativer, der er. Men det er svært, for der er rigtig mange selskaber om buddet lige nu, oplyser kommunikationsmedarbejder hos Apollo Rikke Andreassen til Ritzau.

LÆS OGSÅ: Over 100.000 vil lide under flyveforbud

Det er endnu uklart, hvad lukningen af luftrummet kommer til at koste i kroner og ører for Danmark, men hos Dansk Industri anslår prisen til cirka at være 150 millioner i døgnet.

Eksperter siger, at forstyrrelserne i lufttrafikken kan vare til midt ind i næste uge - og i flere måneder, hvis udbruddet i den islandske vulkan ikke stopper.