Asiatiske aktier på ny nedtur

Dårligt nyt fra USA fik onsdag aktiepriserne til at tage et alvorligt dyk på de asiatiske børser. Det sker, netop som markedet så ud til at stabilisere sig.

Asiatiske aktiepriser faldt bemærkelsesværdigt, da børserne østpå åbnede onsdag morgen. I både Tokyo og Hongkong samt på flere andre asiatiske børser tog kurserne lidt af en U-vending, efter at have været på vej opad ovenpå en temmelig kaotisk måned.

Onsdagens nedtur blev udløst af et par dårlige nyheder fra USA. Først kom der melding fra en analysegruppe om, at amerikanske forbrugeres tillid har været på tilbagetog i august. Derefter sendte Den Amerikanske Nationalbank signal om, at det går endnu dårligere på USA's boligmarked end frygtet.

- De asiatiske aktiemarkeder er under salgspres, fordi de fleste asiatiske økonomier er dybt afhængige af den amerikanske økonomi, siger Hirokazu Fujiki, der er børsstrateg hos Okasan Securities i Tokyo.

På Tokyos børs faldt Nikkei 225-indekset med 2,6 procent og kom for første gang i en uge under de symbolske 16.000 point.

/ritzau/