Arven efter den jugoslaviske borgerkrig trækker stadig sine spor i Europa

Det foreløbigt sidste punktum er sat med dommen over den serbiske krigsforbryder Ratko Mladic. Men har europæerne lært noget fra borgerkrigen?

Foto: Marko Djurica/Reuters. Folk i Serbien protesterer over dommen mod Ratko Mladic.
Læs mere
Fold sammen

Domstolen i Haag har sat det sidste punktum i sagerne mod krigsforbryderne fra borgerkrigen i Jugoslavien fra 1991-2001. Den serbiske krigsforbryder Ratko Mladic fik onsdag livsvarigt fængsel for at stå bag massakren i Screbrenica.

Hans straf er den sidste af i alt 80 afsagte domme over personer, som var ansvarlige for tusinder af civile personers død i en af Europas mest blodige borgerkrige. Men har dommene haft nogen betydning, og har europæerne lært noget af den krig, som kom til at koste flere hundredtusinder af mennesker livet?

Det internationale tribunal for Eksjugoslavien i Haag har haft 11.000 retsmøder, siden processen blev indledt for 24 år siden. En lang proces for at skabe retfærdighed for de dræbte i borgerkrigen – så langvarig, at flere forskere og politikere siger, at dommene næppe længere har nogen betydning, når det drejer sig om forsoning i Jugoslavien.

Retsopgøret

»Det har taget for lang tid med retsopgøret, og det har været smertefuldt for alle. Og det har næppe bidraget lokalt til forsoning. Men det har i den grad sat spørgsmålet om krigsforbrydelser på dagsordenen også i det tidligere Jugoslavien, og det har vist, at selv den mest højtstående person i en borgerkrig kan og vil blive stillet til ansvar for sine handlinger. Og det har sat nogle internationale juridiske standarder i f.eks. spørgsmålet om seksuel vold,« skriver Denisa Kostovicova, lektor i international politik ved London School of Economics and Political Science, på sin blog.

Så på det juridiske område har det internationale samfund og FN stærkt markeret, at krigsforbrydelser vil blive retsforfulgt, selv om processen kan være langvarig, fordi den, der stilles for retten, selvfølgelig har krav på et forsvar, der rejser tvivl om alle indicier og beviser.

Selv om det har været en langstrakt proces, har den jugoslaviske borgerkrig haft en lang række konsekvenser for europæerne. Man er blevet mere opmærksom på at forsøge at inddæmme konflikter, inden de bliver så alvorlige, at en borgerkrig truer.

EU var for langsom

»EU var helt sikkert alt for langsom til at erkende faren ved det. Vi var alle optaget af Murens fald, opløsningen af de gamle Warszawa-pagts-lande, tysk genforening og opløsningen af Sovjetunionen. Vi havde ikke overskuddet til det«, siger en af de politiske aktører fra dengang, Uffe Ellemann-Jensen, som var udenrigsminister under den første del af borgerkrigen.

»Vi gjorde ikke det, vi burde gøre, og dengang havde vi i Europa ikke de militære instrumenter, der skulle til for at stoppe det. Det er måske den lære, vi har draget, fordi det ser ud til, at europæerne nu får bedre styr på også at kunne agere samlet militært i konflikter,« siger Uffe Ellemann-Jensen, der dermed sætter fingeren på et af de ømme punkter: Hvorfor europæerne generelt lod massakrer og folkemord gå næsten upåtalte hen i krigens første faser.

Og der var megen optimisme i Europa i slutningen af 1980erne, hvor de første tegn på Jugoslaviens opløsning begyndte at manifestere sig med stigende nationalisme i de jugoslaviske stater. De fleste overså farerne, fordi opløsningen af det gamle Østeuropa gik så forholdmæssigt smerteløst, som det gik, og EU som fredens projekt var så stærkt, at alle ville ind i varmen og dermed undgå historiske konflikter. Og da det skete, havde man ikke redskaberne til at standse det.

Clinton havde fået nok

»Simpelthen fordi vi ikke med de midler, vi havde dengang, kunne standse det. Vi forsøgte dengang blandt andet med en militær korridor ind i Jugoslavien gennem det, der dengang hed Vestunionen. Men vi kunne ikke,« siger Uffe Ellemann-Jensen.

Virkeligheden var også, at europæerne skulle helt frem til et NATO-topmøde i Washington i april 1999, før det lykkedes dem at samle sig om at få afsluttet borgerkrigen. Det skete, da den daværende amerikanske præsident, Bill Clinton, slog i bordet og sagde, at nu var det nok. USA gik ind i konflikten og gik ind i Kosovo for at forhindre serberne i nye massakrer mod Kosovo-albanerne. Senere blev den serbiske hovedstad, Beograd, bombet. Det blev begyndelsen til enden på en borgerkrig, som kom til at vare i ti år.

Men hvorfor gik europæerne med så hurtigt hen imod slutningen? Fordi USA havde fået nok af de mislykkede militære aktioner – delvis under FNs paraply – og gik ind i konflikten med NATO som partner og dermed med de europæiske lande som allierede.

Kort efter denne beslutning fik man på et EU-topmøde i Helsingfors i efteråret 1999 vedtaget et fælles sikkerheds- og forsvarspolitisk initiativ, og nu – 18 år efter – begynder EU så småt at udmønte nogle af disse ting til konkrete handlinger med en fælles kommando.