Arven efter Bush

Republikanerne føler de er blevet snydt. Af deres egne. Krigen internt i det republikanske parti er brudt ud.

Den republikanske senator, Tea Party-manden Rand Paul, taler på en konference – Freedom Coalition’s Road to Majority-konference – sammen med en lang række af de potentielle republikanske præsidentkandidater, der som Ran Paul brugte konferencen til at tale direkte til de mere religiøse amerikanske vælgere. Foto: Fold sammen
Læs mere

WASHINGTON: Så kom eksplosionen. Den store af slagsen. Og det var med en sprængkraft af den slags, der varsler krig i lang tid.

Forud var gået mere end seks år med spændinger og uforløste tilstande, hvor man ikke tog stilling til den elefant, der altid var i rummet – så at sige. For det var længe ventet og måtte komme. Krigen internt i det republikanske parti om, hvem der egentlig bærer skylden for den situation, USA står i i dag, var brudt ud.

Datoen er 18. juni – klokken seks om morgenen. Republikaneren Rand Paul – en af Tea Party-bevægelsens fremmeste og bedst begavede fortalere – havde fået et forvarsel om, at han skulle læse opinionssiderne i Wall Street Journal, når han stod op tidligt om morgenen. For der havde partifællerne Dick og Liz Cheney – USAs tidligere vicepræsident og hans datter – skrevet deres uforgribelige mening om den nuværende præsident Barack Obamas forsøg på at inddæmme konflikten i Irak.

»Sjældent har en præsident taget så meget fejl på bekostning af så mange,« skrev parret Cheney.

Tid til opgør

Rand Paul slugte sin kaffe og afgjorde, at dagen var kommet til at tage det opgør, der har ulmet længe i partiet om den republikanske præsident George W. Bushs invasion af Irak i 2003. Om hvem der egentlig bærer det tunge ansvar for at have bragt USA ud i den situation, landet er i i dag. Ikke mindst også for at få diskussionen i gang om partiets fremtidige kurs.

For Bush-æraen har hængt som en tung sky over det republikanske parti, siden partiets præsidentkandidat, John McCain, tabte i 2008 til demokraternes Barack Obama, da Bush afsluttede sine otte præsident-år og forlod Det Hvide Hus. Partiets symbol, elefanten, var blevet så tung og så stor, at den kvalte enhver form for fri diskussion partimedlemmerne imellem. Og man kunne aldrig nævne det rigtige problem – en fejlslagen Irak-politik under Bush og vicepræsident Cheney og en krig, der var blevet så upopulær ikke alene blandt demokratiske vælgere, men også dybt inde i det republikanske­ parti.

Men opgøret skulle tages på den rigtige måde og i TV og i den bedste sendetid, tænkte Rand Paul. For luften skulle én gang for alle renses, så republikanerne har chancen for at vinde det næste præsidentvalg i 2016. Tiden med Bush skulle afklares, så man kunne komme videre. Og Rand Paul havde personlige ønsker om at få denne diskussion ud i det åbne. For han stiller selv op som partiets kandidat med én klar melding: Ikke flere krige af den slags, som Cheney bragte USA ud i i marts 2003.

Paul ville samtidig ikke beskyldes for at være en ny isolationist. Han ville fremstå som en med en gennemtænkt udenrigspolitik, der indebærer, at USA kun blander sig i konflikter, der truer nationens interesser. En politik der desværre også ligner den, Obama har. Men Rand Paul var overbevist om, at han kunne give tanken en republikansk drejning, som ville adskille sig fra Obamas haltende og forvirrende sikkerhedspolitiske linje.

Datoen er søndag den 22. juni. Stedet er den amerikanske TV-station NBCs studie. Det populære TV-program »Meet the Press« løber af stablen, og Rand Paul interviewes. Han tester sin argumentation af for sidste gang, inden udsendelsen går i luften. Kort inde i interviewet siger Paul. »Irak er på sporet til at blive et jihadistisk-vidunderland, præcis fordi vi blev mere end involveret der«.

»Jeg bebrejder ikke Obama, men jeg mener, at Irak-krigen er skyld i det kaos, der er i dag i Mellemøsten«. En meget direkte og indtil nu uhørt kritik af Cheney og Bushs beslutning om at invadere Irak i 2003.

Cheney slår igen

Lidt senere på formiddagen sad han i et andet formiddagsprogram, CNNs »State of the Union«, og havde skarpslebet sin argumentation. Rand Paul tog direkte sigte på Cheney, som internt i partiet regnes for at være en af de hovedansvarlige for, at USA overhovedet gik ind i Irak. Paul sagde: »Ligesom Obama vil jeg ikke sendte amerikanske styrker til Irak for at kæmpe«. Dermed gik han skridtet videre og lagde hele skylden på den nuværende udvikling på den tidligere vicepræsident.­

Cheney var tæt på at blive trængt i defensiven, men forsøgte en ny offensiv senere på dagen i »This Week« på TV-stationen ABC. Den tidligere vicepræsident sagde: »Hvis vi spilder tiden med at debattere, hvad der skete for 11 eller 12 år siden, mister vi fokus på truslen, der stiger. Rand Paul – med al respekt – er i bund og grund en isolationist. Han tror ikke på, at vi er nødt til at involvere os«.

Bush i bedre lys

Krigen var dermed i gang. Problemet er blot, at Rand Paul ikke er isolationist. I hvert fald ikke på den gammeldags måde. Og det andet problem for Cheney er, at han måske er den mest upopulære person i det republikanske parti lige nu og måske endda i USA. Han er om nogen symbolet på den krig i Irak, som langt fra er overstået, og måske først er startet.­

Vælgerne er, derimod, så småt begyndt at se med lidt mildere øjne på Bush, som tilsyne­ladende sendte Cheney ud i kulden i dele af den anden præsidentperiode. Bush stolede ikke på ham. Bogen »Days of Fire«, som beskriver samarbejdet mellem de to, viser en Bush, der vendte sig væk fra de rådgivere, han lænede sig op ad i første periode fra 2000 til 2004 – deriblandt Cheney og en lang række af de neokonservative i Det Hvide Hus. Og Cheney har i modsætning til Bush fortsat sin linje og fastholdt, at krigen i Irak var »en ren krig«, og at den var en succes helt frem til, at Obama overtog præsident­embedet og trak de amerikanske styrker ud i 2011.

Cheney er selvfølgelig ikke alene om synspunktet i partiet. En gammel respekteret republikaner, John McCain, er også på den fløj, der mener, at Obama har begået mange fejltagelser, og den største er måske, at præsidenten ikke har blandet sig i krigen i Syrien på et tidligere tidspunkt. Så havde man måske undgået det, der sker i dag i Irak, lyder argumentationen. Den 77-årige senator McCain forsøger at sætte et markørflag på forskellen mellem Obamas Irak-politik og den politik, republikanerne havde ansvaret for. Uden at alliere sig med den upopulære Cheney. Ifølge McCain begyndte de nye problemer i 2011, da Obama trak sig ud af Irak uden at efterlade blot et minimum af styrker for at sikre den skrøbelige stabilitet, der dog var opnået. Men det lykkes ikke at mane Bush-spøgelset væk.

Paul har vinden i ryggen

Og der kommer Rand Paul igen ind i billedet. For han tilbyder ikke alle mulige og umulige bortforklaringer. Det overlader han til Cheney og til McCain. Han går direkte til biddet og tager et opgør med Bush-æraen og løber en afsindig risiko. For selv om Bush og Cheney ikke er blevet inviteret til et eneste årsmøde i partiet i de godt seks år, der er gået, siden de begge forlod Det Hvide Hus, så er spørgsmålet, om Rand Paul kan få noget godt ud af at sige det så tydeligt, som han gør: At invasionen af Irak var en fejltagelse ud fra de fleste parametre, og at verden ikke er blevet mere demokratisk og mere tryg siden, men tværtimod mere usikker.

Og det er en krig internt i partiet, der har historiske rødder mellem isolationister og høgene, men sjældent på så dyster en baggrund som nu med terrorbevægelsen ISIS i fuld march mod Bagdad. Og Rand Paul har ført opgøret med forskellige midler helt tilbage i 2009, da han første gang stillede op til senatet for staten Kentucky. Han var uprøvet og frygtløs, da han direkte beskyldte Cheney for at have startet krigen i ly af terror­angrebet den 11. september 2001 for at tjene penge på våbenindustrien. Især for at tjene Cheneys tidligere virksomhed Halliburton, som ifølge Rand Paul i forbindelse med krigs­udbruddet løb med en milliardkontrakt uden konkurrence­ fra andre.

Dengang var Rand Paul let at skyde ned internt i partiet. Men fire år senere har Rand Paul vinden i ryggen. Partiet vil have et opgør med Bush-tiden for at komme videre. Men de nye uroligheder i Irak forhindrer det, og valget nærmer sig. Rand Pauls opgør med Cheney bunder derfor dybere i dag, end det gjorde dengang. Og måske kan partiet endelig give slip og bearbejde fortiden og dermed imødekomme et behov, som mange republikanske vælgere har – en afklaring på, hvor partiet står i forhold til at være verdens politi­betjent. Skal man kaste sig ud i alle mulige konflikter, eller skal man holde sig væk. Rand Paul er ikke i tvivl. Holde sig væk dog uden at gå på kompromis med den nationale sikkerhed­.

Krigen var ikke soldaternes liv hver

Og de spørgsmål, han stiller i medierne i dag, er i takt med tidsånden hos de fleste i partiet. Han siger højt det, mange republikanere og – ikke overraskende – også mange demokrater tænker: Nemlig om det var berettiget at gå i krig.

»Havde de (Bush/Cheney, red.) ret i deres forudsigelser? Var der masseødelæggelsesvåben i Irak? Det var det, krigen blev solgt på. Var demokratiet let vundet? Var krigen vundet i 2005, da alle sagde, at den var vundet?,« fortsatte Rand Paul sin tale i »Meet the Press« i søndags.

Siden har debatten kørt på fuld styrke, mens ISIS fortsat spreder krig, død og ødelæggelse i Irak og Syrien og måske snart også begynder en destabiliseringskampagne i Jordan og i Libanon.

71 procent af amerikanerne mener, at krigen i Irak ikke er amerikanske soldaters liv værd, og det er en stigning på 12 procent, siden en lignende undersøgelse blev lavet af Wall Street Journal og TV-stationen NBC. Så Rand Paul har en platform – ikke med isolationisme på programmet – men med et mere afvejet forhold til militær intervention, som en politisk iagttager siger det. Det er også et standpunkt, der bliver ledigt, når den næste præsidentkampagne kommer. For demokraternes mest åbenlyse kandidat, Hillary Clinton, kan på grund af sin høgeagtige sikkerhedspolitiske holdning komme i klemme ikke alene hos republikanske tvivlere, men også i egne rækker.

»Det er i virkeligheden et åbent spørgsmål, om ikke Rand Paul eller måske nok en anden mere bredt funderet republikaner kan høste glæde af Rand Pauls åbenlyse opgør med Bush-æraen,« siger en republikansk rådgiver til Berlingske. »For Hillary Clinton vil blive naglet til væggen af sine tidligere udtalelser. Og da Obama jo af gode grunde ikke stiller op, er standpunktet om en afventende amerikansk rolle i fremtiden ledig,« som han udtrykker det.