Arnesen: Kliker i fodbold er en vigtig ting

Fodboldspillernes psykiske træningstilstand har en enorm betydning, siger Chelseas sportsdirektør Frank Arnesen, der fortæller om Nicholas Anelka og Dynamitholdets kollektiv.

Danmarks 80er-landshold var gode til - ubevidst - at respektere hinanden og den enkeltes karakter og natur, siger Frank Arnesen, der mener, at presset på fodboldspillere i dag er langt større. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOERGEN JESSEN

Da den den franske angriber Nicholas Anelka for en uge siden forlod VM i Sydfrankrig efter et skænderi med landstræner Raymond Domenech, der skal have inkluderet nogle af det franske sprogs mindre skønne gloser, forvandledes den franske VM-lejr overnight til en øglerede af frustrationer, beskyldninger, misundelse, nid og nag. Men hvilken rolle spillede Anelka i denne franske revolution? Og hvordan kunne tingene udvikle sig så eksplosivt?

»Jeg kender Nicholas Anelka, ret godt endda, fordi han har været over to år hos os, og jeg kan kun sige, at han er en intelligent spiller og et intelligent menneske,« siger Chelseas danske sportsdirektør, Frank Arnesen.

»I al sin tid hos os har Nicholas ikke kun spillet centerforward, men også været brugt på andre og uvante positioner, ligesom han fra tid til anden har siddet på bænken. Alle de ting har han altså prøvet i Chelsea, og hele vejen igennem har han opført sig topprofessionelt og aldrig skabt problemer for sig selv eller andre. Ligesom han er meget vellidt i truppen og omklædningsrummet. For mig er Anelka totalt professionel og en virkelig god person.«

Frank Arnesen understreger, at han som sportsdirektør i Chelsea, og dermed også som repræsentant for to Chelsea-spillere i den franske VM-trup (ud over Anelka også Florent Malouda), der nu er historie, hverken kan tale om eller vil gætte på, hvad der reelt er sket mellem spillerne og træner Domenech, og hvem der bærer mest skyld.

»Det eneste man ved og kan sige selv, er at det ikke er noget, der er sket i løbet af en aften og nat. Det er noget, der må have hobet sig op i truppen og som har udviklet sig over længere tid. Der er formentlig tale om en opsamling af mange forskellige ting.«

Fem psykologer i Chelsea

Chelseas sportsdirektør, der hjemme på Stamford Bridge i London arbejder meget med de fem psykologer, klubben har ansat til at tage sig af den enkelte spillers mentale vé og vel, peger også på, hvor vigtigt det er at have øjne og ører rettet mod de klikedannelser, der altid vil være på et fodboldhold, hvad enten der er tale om en klub som Chelsea eller et fransklandshold:

»En meget vigtig ting i fodboldgrupper er klikerne. Du har altid små grupper, der holder tæt sammen inden for den større gruppe, som holdet udgør. Altid. Det havde vi også på det danske landshold i 1980erne. Der var jo os, der spillede kort og hyggede - Lerby, Jesper Olsen, Mølby og mig - og der var Elkjær og Simonsen, der altid var oppe på deres værelse. Der var Busken og Nielsen (Søren Busk og Ivan Nelsen, red.), der gik rundt sammen, stille og roligt, mens Morten (Olsen, red.) svævede alene over vandene. Hver og én på Sepps hold havde sit særpræg og sine små særheder, men i det øjeblik vi var sammen og skulle præstere som hold, så opløstes klikerne lige så stille og vi blev en helhed.«

Det, der er så vigtigt i en spillertrup, der under et VM altid vil være udsat for maksimalt pres både ude fra (medier og tilskuere) og inde fra (medspillere og trænerstab) understreger Frank Arnesen, er at komme begyndende negativitet i klikedannelserne og den eventuelle snak i krogene til livs, ellers kan en lavine snart rulle:

»Hvis det sker, og klikerne begynder at tale negativt om hinanden eller om træneren eller andre i staben, så er det, problemerne for alvor starter. I det spil bliver træneren en utrolig vigtig figur. Sammen med sin stab må han fornemme sig frem og se sig godt for. Sige til sig selv: »Hey, der er vist noget der ulmer i kaminen dér, den røg må vi se at få slukket!« Alt sådan noget mærker man jo, hvis man dagligt bevæger sig rundt i en spillertrup og har antennerne ude - til træningen, omklædningen, når man spiser og sidder sammen. Pludselig kan der være meget, meget stille, så siger én måske noget, fulgt af en anden, der skærer den første ned. Nogen gange skal du lade sådan noget fare, andre gange blande dig, eller i en fart få lidt humor ind, ikke? Bevidsthed om de dér ting er altså utrolig vigtigt, ikke mindst hvis man er sammen i en trup til et VM.«

Alle vidste Elkjær var en egoist

En ting er et udskældt, kriseramt fransk landshold anno 2010, noget andet et tiljublet dansk landshold i 1980erne. Men - hånden på hjertet, Arnesen - var der aldrig kriser dengang? Slog Dynamitlandsholdets kollektiv aldrig revner?

»Nej, egentlig ikke. Dels var vi af sted for første gang i Mexico i 1986, og alt var jo positivt og vi spillede frit og uden det gigantiske pres, der i dag er på spillerne. Dels havde vi en erfaren trup, der forstod at håndtere det personlige pres på og uden for banen fra deres respektive europæiske storhold. Og så var der det, at vi på 80er-holdet var gode til - ubevidst - at respektere hinanden og den enkeltes karakter og natur. Alle forstod og accepterede at Preben (Elkjær, red.) var en egoist men fandeme nok skulle score, når vi gav ham bolden på de rette steder. At Michael Laudrup var «knægten«, en gudsbenådet boldspiller, der ligesom Preben ikke var meget bevendt i defensiven, hvorfor vi altid smed dem ud på siderne, når vi skulle forsvare os, så de kunne stå der og samle kræfter. Vi fandt ud af at gøre brug af hinandens styrker og svagheder.«

Frank Arnesen er i dag, mere end nogensinde, bevidst om, hvad mentalitet og god psyke betyder i en holdsport som fodbold. Her ligger en meget vigtig nøgle til de så ofte omtalte «små marginaler«, der kan afgøre kampe til ens fordel:

»Det største udviklingsområde i moderne fodbold ligger i det mentale felt. Enhver topklub har i dag psykologer tilknyttet, på linje med fysiske trænere. De seneste fem år er vi blevet klogere på menneskehjernen end på de foregående 95 tilsammen. Vi ved i dag, at du også kan træne din mentalitet. Derfor arbejdes der i dag meget målrettet med spillerne omkring håndtering af psykisk pres og stress, og om hvordan man kan blive bedre til at slappe af. Hele det enorme pres vor tids topspillere er udsat for, havde vi ikke i 80erne, hvor man kunne gå ud og spise og få sig en pilsner uden at det stod i avisen dagen efter.«