Armeniens regeringschef: Hæren forsøger et kup

Premierminister er blevet klandret for sin håndtering af krigen i Nagorno-Karabakh. Beder folk gå på gaden.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: ARND WIEGMANN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Armeniens premierminister, Nikol Pashinyan, siger, at der har været et forsøg på et militærkup i hans land.

Han oplyser, at han har fyret forsvarschefen, Onik Gasparyan. Samtidig opfordrer han folk til at gå på gaden.

Hæren kræver Pashinyans afgang efter hans håndtering af krigen i enklaven Nagorno-Karabakh.

»Premierministeren og regeringen er ikke længere i stand til at træffe velbegrundede beslutninger,« lyder det i en erklæring fra hæren.

Det får dette svar fra Pashinyan på Facebook:

»Jeg anser erklæringen fra de væbnede styrkers generalstab for et forsøg på et militærkup. Jeg beder alle vore tilhængere om at komme til Republikpladsen lige nu.«

Det er en henvisning til Republikpladsen i hovedstaden Jerevan.

Det står ikke klart, om hæren er villig til at bruge magt for at afsætte Pashinyan.

Men der har senest været store demonstrationer mod regeringen. De har talt titusinder af mennesker. De er vrede over, at Armenien blev taberen i en konflikt om Nagorno-Karabakh sidste sommer.

Armenien måtte ved afslutningen af den seks uger lange krig afstå store landområder til nabolandet Aserbajdsjan. Krigen kostede flere tusind mennesker livet.

Nagorno-Karabakh er en enklave i Aserbajdsjan. Den var langt overvejende beboet af kristne etniske armeniere.

Armenien blev blandt andet presset af Rusland - landets vigtigste allierede - til at rømme områder i regionen.

Nagorno-Karabakh har været en alvorlig konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan, siden de to lande fik deres uafhængighed fra Sovjetunionen for næsten 30 år siden.

Talsmanden for den russiske regering, Dmitrij Peskov, kalder torsdag situationen »bekymrende«. Han opfordrer parterne til at tage den med ro.

I nabolandet Tyrkiet, som Armenien historisk har et dårligt forhold til, fordømmer regeringen »kupforsøget«.

»Vi er på det bestemteste imod kup og kupforsøg nogen steder i verden,« siger udenrigsminister Mevlüt Cavusoglu.

/ritzau/AFP