Arizona sender Nationalgarden til den mexicanske grænse

Soldater fra Arizona er på vej til grænsen mod Mexico som led i Trumps kamp mod narko og indvandring.

Soldaterne får til opgave at hjælpe med patruljering, drift og logistik samt med at konstruere grænseinfrastruktur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ross D. Franklin

Arizona har mandag sendt 225 medlemmer af Nationalgarden til grænsen mellem USA og Mexico, hvor de skal indsættes som led i præsident Donald Trumps plan om at styrke kampen mod narkosmugling og ulovlig indvandring.

Flere soldater sendes til grænsen tirsdag, oplyser Arizonas republikanske guvernør, Doug Ducey.

De 225 mand fra Arizona er blandt de første, der sendes til grænsen mod syd som led i Trumps plan.

Fredag meddelte en anden af delstaterne i syd, Texas, at 250 soldater fra Texas' Nationalgarde vil blive sendt til grænsen. De første er ankommet med helikoptere.

Også i New Mexico har den republikanske guvernør sagt, at delstaten vil bidrage med soldater, men det er endnu uklart hvor mange.

I Californien, som er den fjerde af de amerikanske delstater, der grænser op til Mexico, har den demokratiske guvernør, Jerry Brown, ikke sagt noget om, hvorvidt han vil bidrage med mandskab til grænsebevogtningen.

Soldaterne får til opgave at hjælpe med patruljering, drift og logistik samt med at konstruere grænseinfrastruktur.

Trump underskrev i sidste uge et direktiv, der sender Nationalgarden til den amerikansk-mexicanske grænse.

I samme ombæring sagde han, at mellem 2000 og 4000 soldater fra Nationalgarden skal bevogte grænsen, afhængigt af hvad det vil koste.

Trump sagde samtidig, at han formentlig ønsker grænsen bevogtet, indtil den proklamerede grænsemur til Mexico er bygget.

Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto, har kaldt Trumps beslutning "respektløs".

Det er ikke første gang, at Nationalgarden, der er et hjemmeværnslignende korps under det amerikanske militærs reserver, bliver indsat ved grænsen.

Det er blandt andet sket under de to foregående præsidenter, Barack Obama og George W. Bush.

I 2006 sendte George W. Bush 6000 soldater til grænsen, mens Obama i 2010 sendte 1200 afsted.