SANTA FE: »Operation Argo« vandt en Oscar for bedste film. Ben Affleck og bagmændene stod på scenen, og han speedsnakkede sig gennem en 360-graderstakketale.

Der var imidlertid en vinder, som ikke var på scenen i Hollywood, og som formentlig opholdt sig så langt væk fra glimmer og glitter som menneskeligt muligt. Hans navn er Jimmy Carter.

Nu er det længe siden, at nogen har sat ordene »vinder« og »Jimmy Carter« i samme sætning, men ikke desto mindre. En af de førende amerikanske præsidenteksperter, Douglas Brinkley, noterede i den forgangne uge, at der i et stykke tid blandt historikere har været en revurdering af Carters præsidentskab, og »Argo« vil popularisere den revurdering, mente han.

»Historikere begynder at se vores 39. præsident som en sammensat, men visionær skikkelse … fokus er i stigende grad på de kloge beslutninger, som han traf,« skrev han i Daily Beast.

Og hvad »Operation Argo« har med den revurdering at gøre?

52 amerikanere taget som gidsler

Det er en kendt historie, at 52 amerikanere i 1979 blev taget som gidsler, og at gidseltagningen overskyggede det sidste år af Carters præsidentskab og valgkampen i 1980. Men det er mindre kendt, at seks amerikanere slap ud af ambassaden, og »Operation Argo« fortæller, hvordan præsident Carter godkendte en fantasifuld aktion, som fik dem ud. Aktionen blev gennemført af canadiske efterretningsfolk og CIA-agenter forklædt som et filmhold, og den lykkedes. De seks kom hjem.

Det var en blændende succes for præsident Carter, men som han selv siger i en voice-over i filmens afslutning; han kunne ikke annoncere nyheden, for den ville bringe de andre gidslers liv i fare. Succesen ville ellers have knækket den negative nyhedskurve, som prægede hans sidste embedsår, og måske kunne han have vundet valget på den. Men han holdt tæt og tabte, og det har været hans rolle i populærhistorien siden:

Et slapt håndtryk, et synonym for en ydmyg udenrigspolitik med hatten i hånden og sidste år under præsidentvalgkampen brugte republikaneren Mitt Romney flere gange »Jimmy Carter« som skældsord for det modsatte af ideen om amerikansk førstekørselsret i verden.

Men Romney tabte, og Carter vandt på den lange bane, for i dag kan vi værdsætte mange af hans »fremsynede« beslutninger og ideer, siger Brinkley. Carter var således den første præsident, som advarede mod amerikansk afhængighed af udenlandsk olie og gjorde noget ved det. Han oprettede energiministeriet, talte om alternative energikilder og satte sågar solfangere op på taget af Det Hvide Hus. Hans efterfølger, Ronald Reagan, fjernede demonstrativt solfangerne, fordi de var udtryk for Carters skøre ideer. Men set i bakspejlet er der ikke tvivl om, hvem der havde ret.

En tidlig miljøforkæmper

Kun to andre præsidenter satte lige så meget land til side til nationalparker som Carter gjorde, han oprettede de såkaldte superfonde, der stod for at rense forurenet jord, han formulerede en politik for amerikansk kollektiv trafik og afregulerede flytrafikken, og i modsætning til, hvad man skulle tro, var han her og der og allevegne i forhold til Sovjet, understreger Brinkley. Det var ham, der modsvarede SS-20-missiler med amerikanske cruise- og pershingmissiler, og det var ham, der stillede Sovjet til ansvar for menneskeretsovertrædelser overalt, og så skulle han uden tvivl have haft Nobels fredspris for fredsaftalen mellem Israel og Egypten.

Brinkley fremhæver også en ofte overset dimension af gidselstagningen i Teheran. De iranske gidseltagere ville fremprovokere et amerikansk angreb. Det var deres mål, for det ville føre en mellemøstkrig med sig. Jimmy Carter gennemskuede deres motiver og sørgede for ikke at spille deres spil, og til syvende og sidst kom alle 52 gidsler helskindede hjem.

Brinkley mener således, at det er Carters politiske visioner og beslutninger, der nu giver ham en æresrunde, men der er formentlig også en anden og lige så vigtig faktor på spil, nemlig en markant ændring i hele den politiske basrytme. Jimmy Carters visioner og beslutninger som præsident har ikke ændret sig, men vi har, og det er en afgørende pointe. For fra 1982 til 2008 har liberalisering og sikkerhedspolitisk aggressivitet været dagens orden i USA; der har kun været lidt plads til at tale om alternativ energi og klima, social lighed og skattestigninger og om forhandlinger frem for konfrontationer ude i verden.

Men liberaliseringen knækkede med finanskrisen, og den sikkerhedspolitiske aggressivitet gjorde det samme i Irak, begge dele ændrede den politiske tidsånd, og præsident Obama er én manifestation af den ændring – og genfødslen af Jimmy Carter en anden. Men det har ikke slået sidstnævnte ud af fatning. Carter var i forrige uge på CNN for at tale om »Operation Argo«, og han var beskedenheden selv. Han talte om nødvendigheden af dengang at tie stille om sin egen rolle – og tie stille i mere end 20 år – og hans eneste indvending mod filmen var, at den gav ham for stor en del af æren.

Men han ville ikke være et menneske, hvis han ikke efter 30 år i vildnisset nød følelsen bare en smule.