Argentinerne valgte at få sig en »fodboldpræsident«

Efter 12 års argentinsk venstrepopulisme er der lagt op til økonomisk liberalisering under Mauricio Macri, der tidligere ledede fodbold-storklubben Boca Juniors.

Som Argentinas nye præsident får Mauricio Macri travlt med at håndtere landets økonomiske krise efter 12 års venstrepopulistisk styre. Foto: Enrique Marcarian/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er forskel på at lede et land og en fodboldklub. Men der er også ligheder. Eksempelvis handler det inden for begge discipliner om at skabe optimale betingelser for, at såvel det individuelle talent som fællesskabet og den kollektive indsats bedst muligt kan udfolde sig.

Det mener i hvert fald Mauricio Macri. Da den relativt uerfarne politiker for et par år siden præsenterede sit kandidatur til posten som Argentinas præsident, skete det bl.a. med henvisning til sin succesrige periode i spidsen for Boca Juniors. Og nu har argentinerne givet Macri chancen for at vise, om han kan forløse det i teorien stenrige sydamerikanske lands potentiale på samme måde, som han i årene omkring årtusindskiftet gjorde Buenos Aires-klubben til verdens mest vindende.

Det hører med til historien, at den 56-årige civilingeniør og rigmandssøn de seneste otte år også har nået at være en vellidt borgmester i hovedstaden. Men når Macri i præsidentvalgets anden runde søndag slog det nuværende regeringspartis kandidat, Daniel Scioli, med 51,4 procent af stemmerne mod 48,6 procent, handler det formentlig mest af alt om et voldsomt behov for at få luftet ud i Argentinas politiske system.

Tung arv fra Fernández

Cambiemos, som er navnet på Macris koalition, betyder »lad os forandre«. Valget af ham er da også på flere punkter historisk. Dels er det første gang i 99 år, at præsidenten ikke tilhører en af de to traditionelle blokke i argentinsk politik, de radikale og peronisterne. Dels, og især, markerer hans indtog i La Casa Rosada – Det Lyserøde Hus – afslutningen på 12 års »ægteskabelig« venstrepopulisme, først under Néstor Kirchner og senere hans enke, Cristina Fernández.

Mauricio Macri har bebudet en gradvis åbning af økonomien og afviser, at det bliver nødvendigt at skære i de offentlige budgetter, sådan som man i nabolandet Brasilien er gået i gang med. Men han erkender også, at arven efter Cristina Fernández’ økonomiske politik bliver svær at håndtere.

Den argentinske nationalbank er angiveligt tæt på at løbe tør for valutareserver, og meget tyder på, at en drastisk devaluering af pesoen kan blive nødvendig. Sker det, vil det få alvorlige konsekvenser ikke blot for argentinerne men også en række udenlandske virksomheder, der har store summer bundet i landet pga. strenge regler for transaktioner med moderselskaber.

Som om det ikke var nok, ligger også sagen om et kæmpekrav fra de kreditorer, som nægtede at deltage i aftalerne om gældssanering efter Argentinas økonomiske kollaps i 2001, og venter på Macri.

Der bliver rigeligt at se til for den nye præsident. I første omgang glæder et flertal af argentinerne sig over, at systemskiftet i et land med trist tradition for politisk turbulens tilsyneladende forløber uden spændinger og på bedste demokratiske vis.