Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Argentinas tidligere militærdiktator Reynaldo Bignone er blevet idømt 25 års fængsel. Dommen over den 82-årige eksgeneral falder på grund af forbrydelser, som Bignone stod bag under militærstyret.
Den argentinske domstol mener blandt andet, at Reynaldo Bignone var involveret i kidnapning, tortur og mord på 56 mennesker i en hemmelig militærlejr uden for Buenos Aires.
- Retfærdigheden har taget sin tid, men den er endelig en realitet, sagde Estela de Carlotto, leder af en lokal menneskerettighedsgruppe, efter dommen.
Ud over Bignone, blev seks andre tidligere militær- og politifolk også dømt for at tortere og myrde kritikere af militærregimet.
Massevis af pårørende til ofrene jublede, efter en dommer læste dommen op i en retssal, der til lejligheden var oprettet i en gymnastiksal.
Det argentinske militærstyre, som ledede landet fra 1976 til 1983, slog hårdt ned på venstreorienterede og andre modstandere af militærregimet.
Mere end 11.000 mennesker blev dræbt eller forsvandt. Ifølge flere menneskerettighedsgrupper er tallet så højt som 30.000.
Bignone var den sidste af fire militærledere i Argentina. Han overtog magten i efter Falklandskrigen i 1982, hvorefter han overlod magten til den demokratisk valgte Raul Alfonsin i 1983.
/ritzau/Reuters