Argentina smider Holocaust-fornægter ud

En katolsk biskop, der fornægter Holocausts omfang, har fået besked på at forlade Argentina.

Foto: Reuters
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Først mistede han sit job. Nu må han også vinke farvel til sit hjem.

Ulykkerne er haglet ned over den 68årige lefebvrianske biskop Richard Williamson, siden det i januar kom frem, at Holocaust efter hans mening aldrig har fundet sted.

Udtalelserne sendte chokbølger gennem den katolske verden og helt op til pave Benedikt XVI, som netop på det tidspunkt havde besluttet at genoptage Williamson og tre andre biskopper fra den stærkt konservative lefebvrianske kirkeretning i den katolske kirke efter en årrække ude i kulden.

Skønt under voldsomt pres både fra sin egen kirkeretning og Vatikanet har Williamson dog indtil nu nægtet at trække udtalelserne tilbage. Det betød i første omgang, at han blev frataget sin post som leder af et præsteseminarium uden for Buenos Aires.

Og nu er den argentinske stat også trådt i karakter og har meddelt biskoppen, at han har ti dage til at pakke sine ting og forsvinde ud af landet.

Den officielle begrundelse lyder, at biskoppen, som er britisk statsborger, havde angivet forkerte oplysninger i sin ansøgning om opholdstilladelse.