De arabiskledede partier Fælleslisten og Forenede Arabiske Liste (Ra'am) står ved det israelske valg til at få fordoblet deres samlede antal mandater i parlamentet, Knesset.

Det fremgår af den foreløbige optælling af stemmer.

Klokken 10 dansk tid - klokken 11 lokal tid - var 70,7 procent af stemmerne talt op, skriver avisen Haaretz.

Fælleslisten står til at få 13 mandater, mens Ra'am står til at få syv mandater.

Ved parlamentsvalget i 2022 fik de to partier hver fem mandater og dermed ti mandater i alt.

Times of Israel skriver, at 76 procent af stemmerne er talt op. Her lyder det, at de to arabiske partier samlet står til 19 mandater.

De arabiskledede partier havde inden valget ikke tilkendegivet, om de støtter premierminister Benjamin Netanyahus blok eller oppositionsleder Gadi Eisenkots blok.

Hverken Netanyahu eller Eisenkot vil ifølge de foreløbige stemmetal kunne samle et flertal bag sig uden det ene eller begge af de arabiskledede partier.

Derfor forventes de arabiske partier at kunne få en afgørende rolle i forbindelse med de kommende regeringsforhandlinger.

Mansour Abbas, der leder Ra'am, sagde tirsdag aften, at han håber, at han sammen med oppositionsblokken kan sikre et flertal i det israelske parlamentsvalg.

Men det er ikke nok, at Ra'am gerne vil samarbejde med oppositionen. Oppositionen skal også ville samarbejde med de arabiske partier.

Og det er ikke nødvendigvis givet, at hele oppositionen vil det. For Gadi Eisenkots blok omfatter flere højrefløjspartier - herunder B'Yachad, som ledes af bosætter og tidligere premierminister Naftali Bennett.

En ny israelsk regering behøver ikke at have flertal i Knesset. Men hvis der bliver dannet en mindretalsregering, er den afhængig af, at et eller flere støttepartier bakker op om den.

En ny regering skal have opbakning fra mindst 61 medlemmer i Knesset.

RITZAU