Arabisk Liga vil sende delegation til Israel

De arabiske lande forbereder et historisk besøg i Israel for at drøfte et fredsinitiativ og understøtte palæstinensernes moderate præsident.

Der bliver skrevet historie i det israelsk-arabiske forhold i den kommende uge. Den Arabiske Liga vil for første gang sende repræsentanter på besøg i Israel, sagde israelske og arabiske diplomater søndag.

Formålet er at diskutere et omfattende arabisk fredsinitiativ, som samtidig skal understøtte den trængte palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas.

Et officielt besøg af Den Arabiske Liga vil være et diplomatisk kup for Israel. Ligaen er en organisation for de 22 arabiske lande, og den har traditionelt været fjendtlig over for den jødiske stat. Men islamiske ekstremisters øgede indflydelse i regionen - senest med Hamas' voldelige magtovertagelse i Gazastriben - har gjort Den Arabiske Liga mere forsonlig.

/ritzau/AP