Techvirksomheden Apple har torsdag meddelt, at apps, som har til formål at spore de amerikanske immigrationsmyndigheder (ICE), er blevet fjernet fra Apples App Store.
Det sker, efter at USA's præsident Donald Trumps administration har rakt ud til Apple om sagen.
Det gælder blandt andet appen ICEBlock, som er den mest populære app til sporing af ICE. Med appen bliver brugere advaret, når myndighederne er i deres nærområde.
ICE har været en central del af Trumps stramning af USA's immigrationspolitik, og agenter fra ICE har regelmæssigt udført razziaer og anholdt migranter i landet.
USA's justitsministerium mener, at appen kan øge risikoen for angreb og overfald mod agenterne.
- Baseret på oplysninger, vi har modtaget fra politiet, om sikkerhedsrisiciene forbundet med ICEBlock, har vi fjernet den og lignende apps fra App Store, siger Apple i en skriftlig udtalelse.
Siden Trump tiltrådte i januar, har ICE ransaget flere steder, hvor immigranter, der opholder sig ulovligt i USA, har befundet sig.
Der er dog også personer, som har haft visum til USA eller permanent opholdstilladelse, som er blevet anholdt.
Det er ifølge Trumps administrationen sket på grund af propalæstinensisk aktivisme.
Menneskerettighedsforkæmpere har udtrykt bekymring over, at retten til ytringsfrihed og retfærdig rettergang ofte krænkes i forbindelse med regeringens indsats med razziaer og deportationer.
Mediet Fox Business meldte allerede torsdag om, at ICEBlock ville blive fjernet. Det skete på baggrund af en udtalelse fra USA's justitsminister, Pam Bondi.
Her sagde Bondi ifølge Fox Business, at justitsministeriet havde kontaktet Apple for at få virksomheden til at fjerne appen - og at Apple havde efterkommet kravet.
- ICEBlock er designet til at sætte ICE-agenter i fare bare for at gøre deres arbejde, og vold mod myndighederne er en uacceptabel rød linje, der ikke må krydses, sagde justitsministeren til Fox Business.
Bondi og landets minister for indenrigssikkerhed, Kristi Noem, har tidligere advaret Joshua Aaron, som er stifter af ICEBlock, om, at han ifølge dem ikke er beskyttet af forfatningen - og at de overvejer at retsforfølge ham.
/ritzau/Reuters