Apple anker dom for ulovlige priser på e-bøger

En amerikansk domstol har afgjort, at Apple er skyldig i at lave ulovlige prisaftaler med en række store udgivere af e-bøger. »Vi har intet gjort galt,« lyder det fra en talsmand.

Apple er fundet skyldig i at indgå kartellignende prisaftaler på e-bøger med fem af USAs største forlag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Shannon Stapleton
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

USA: Erstatningskravet i den tunge ende af millionklassen, som den amerikanske IT-gigant Apple står til at skulle betale efter onsdagens retsafgørelse, skal omstødes. I hvert fald, hvis det står til Apple selv, som har valgt at anke dommen, hvor selskabet er fundet skyldig i at indgå kartellignende prisaftaler på e-bøger med fem af USAs største forlag.

Men Apple afviser blankt:

»Apple har ikke konspireret for at fastsætte priserne på e-bøger, og vi vil fortsat kæmpe mod disse falske anklager. Vi har intet gjort galt, og vi vil anke dommerens afgørelse,« siger en talsmand for Apple oven på dommen ifølge AFP.

Dommer ved retten i New York Denise Cote fastslog ifølge Reuters, at Apple konspirerede med forlagene om at begrænse handlen med e-bøger for at drive priserne i vejret. Hun vil nu indkalde til en ny høring for at afgøre størrelsen på erstatningen, som Apple skal betale.

De fem forlag - Penguin, Hachette, Harper Collins, Simon & Schuster og Macmillan - har alle indgået forlig med den amerikanske stat. Det har kostet Penguin 75 millioner dollars, mens tre af de øvrige forlag har skabt en fond på 69 millioner dollars, som skal betales tilbage til kunderne.

Prisaftalen mellem IT-selskabet, som står bag iPad og iPhone, og de fem forlag var et forsøg på at bremse Amazon.coms dominans på markedet for e-bøger. Da aftalen blev indgået i 2009, solgte Amazon de fleste bestsellere til e-bøger til en enhedspris på 9,99 dollars, knap 60 kroner - til forlagenes store frustration.

Mens forlagene altså har indgået forlig, har Apple under hele forløbet nægtet sig skyldig. Forud for retssagen har selskabets topchef, Tim Cook, ifølge Reuters erklæret, at Apple benyttede sig af helt almindelige forretningsgange.

I Europa blev der i en lignende sag om prisaftaler på digitale bøger i december 2012 indgået forlig fra EUs side med Apple og fire forlag. Her stod Apple anklaget for at lade prisen i Apples iBooks-boghandel være styrende for den pris, som andre e-boghandlere, for eksempel Amazon, kunne udbyde bøgerne til.

Apple og de fire forlag var i den sag hurtige til at tilbyde et forlig, der betød, at den slags aftaler blev suspenderet i fem år.