En føderal appeldomstol i USA har lørdag afvist en anmodning fra præsident Donald Trumps administration om øjeblikkelig tilladelse til at indsætte styrker fra Nationalgarden i delstaten Illinois.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til søndag dansk tid.

En tidligere afgørelse fra distriktsdommer April Perry, som midlertidigt forbød indsættelsen af styrker, opretholdes dermed.

I en kortfattet kendelse fra appeldomstolen lyder det, at regeringen forbliver forhindret i at indsætte soldaterne.

Alle soldater fra Nationalgarden i andre delstater, der allerede befinder sig i Illinois, behøver dog ikke at tage tilbage til deres respektive delstater.

Regeringens indsats i Illinois har blandt andet omfattet hundredvis af soldater, der er blevet indkaldt fra Nationalgarden i Texas.

Nationalgarden i USA er en del af landets militær. Soldaterne kan blive indsat både i udlandet og inden for USA's egne grænser.

Alle amerikanske delstater har en nationalgarde, og den ledes normalt af de amerikanske guvernører.

Men landets præsident har også visse beføjelser til at indsætte soldaterne.

Torsdag udstedte distriktsdommer April Perry et midlertidigt forbud mod indsættelse af Nationalgarden i Illinois.

Det skete, efter at hun havde udtrykt skepsis over for administrationens vurdering af situationen i delstaten.

Trumps administration mener, at soldaterne er nødvendige for at beskytte blandt andet statsejede bygninger mod voldelige demonstranter.

En anden føderal dommer har også blokeret for indsættelsen af styrker i Portland i delstaten Oregon. Afgørelsen er ligeledes blevet anket til en appeldomstol, men her er der endnu ikke faldet en afgørelse.

I begge tilfælde er det demokratiske guvernører, som har sagsøgt Trump med anklager om, at administrationen bevidst har fejlagtigt fremstillet fredelige demonstrationer som voldelige.

Det skal være sket for at retfærdiggøre indsættelsen af soldater.

April Perrys forbud gældende for Illinois er i kraft til den 23. oktober. Men det er muligt, at hun forlænger det.

/ritzau/