App skaber frygt for overvågning under OL. Kina har mulighed for at lytte med

»Når alle skal have den her app installeret, så giver det potentielt de kinesiske myndigheder et vindue ind til, hvad folk går og laver. Vi ved ikke, om de lytter med, men vi ved, at de potentielt har muligheden.«

Når man downloader appen, ser den egentlig både nuttet og harmløs ud med en smilende panda på ski i et idyllisk snelandskab.

Men under overfladen gemmer appen, som alle deltagere ved vinter-OL skal have på deres telefon, på en dyster hemmelighed.

Det slår flere personer fast over for B.T.

Appen hedder 'My 2022'. Og den er påkrævet at have på sin telefon for alle, der deltager i OL i Beijing. Om det er skiløbere, curlingspillere, hockey-superstjerner, journalister eller trænere. Og de skal tjekke ind i appen dagligt med deres sundhedsoplysninger.

Årsagen er umiddelbart coronavirus, som de kinesiske organisatorer af vinter-OL for alt i verden vil holde ude af den boble, som de har gjort begivenheden til.

Men:

»Man forstår godt, at Kina er interesseret i at holde coronasmitten nede. Men de bruger også corona som en undskyldning for at holde ekstra øje med folk og holde hele begivenheden i et jerngreb,« siger politisk rådgiver i Amnesty, Annette Stubkjær Rimmer.

»De kinesiske myndighederne har den her sundheds-app, som alle, der deltager i OL, skal tjekke ind på dagligt. Her kan de overvåge atleternes sundhed. Men vi kan ikke garantere, at de kinesiske myndigheder ikke også følger med i andre ting, der foregår på telefonen,« siger hun.

Og den frygt er ikke uden grund.

En undersøgelse af appens indhold, som er foretaget af The Citizen Lab på Toronto Universitet, har konkluderet, at 'My 2022' på overfladen ser harmløs ud.

Men når man graver lidt dybere, viser det sig, at den har en alvorlig fejl, som giver udefrakommende mulighed for at lytte med på lyd og overførsler af filer via appen.

Samtidig slås det også fast, at sundhedsoplysninger, pasoplysninger og rejsehistorik, som skal bruges i appen, også potentielt kan falde i uønskede hænder.

Og det udløser voldsom kritik.

Sådan ser 'My 2022'-appen ud. Jeppe Elkjær Andersen

»Vi er meget bekymrede over, hvordan de kinesiske myndigheder bruger appen. Den er sårbar for hacking, og vi ved faktisk ikke, om de kinesiske myndigheder lytter og følger med,« siger Steven Butler. Han er Asian program director for organiationen Committee to Protect Journalists (CPJ).

»Det er muligt, at appen kan misbruges af Kina. Og derfor skal man være varsom med, hvordan man benytter den,« siger Steven Butler.

Derfor har CPJ udgivet en række råd, som omhandler brug af 'My 2022'.

De lyder blandt andet, at man udelukkende skal have den installeret på en telefon, som kun bruges under OL.

Og så skal man skal lade være med at bruge telefonen og undgå at gå med den, før det er nødvendigt.

»Når alle skal have den her app installeret, så giver det potentielt de kinesiske myndigheder et vindue ind til, hvad folk går og laver. Vi ved ikke, om de lytter med, men vi ved, at de potentielt har muligheden,« siger Steven Butler.

Han regner i det hele taget med, at de kinesiske myndigheder følger grundigt med i, hvad atleter, trænere og journalister foretager sig under OL.

»Vi forventer, at Kina vil holde tæt øje med alle journalister, der dækker OL. Det samme kan de gøre med atleter, trænere mv.,« siger Steven Butler.