Antallet af ebolatilfælde stiger for første gang i 2015

For første gang i 2015 er antallet af nye ebolatilfælde steget. Særligt i Sierra Leone kæmper man stadigvæk med at inddæmme den farlige blodvirus.

WHO: Det har gang på gang lydt, at ebolaepidimien forventes under kontrol i løbet af foråret 2015, men nu tyder noget på, at der kan gå længere tid, før den farlige blodvirus er under kontrol.

Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO har der været en stigning den seneste uge i antallet af nye smittetilfælde, hvilket er det første knæk på en ellers negativ kurve i 2015. Således har man konstateret 124 nye tilfælde i de tre vestafrikanske lande Liberia, Guinea og Sierra Leone. Sidstnævnte står for 80 af tilfældene alene, og tilsammen udgør de 124 en stigning i forhold til de øvrige uger i 2015.

WHO oplyser ifølge Reuters, at det fortsat er et problem, at en lang række mindre lokal samfund i de berørte lande afviser at modtage hjælp fra sundhedsmyndighederne, mens det samtidig har vist sig, at den geografiske spredning af smittetilfældene i særligt Sierra Leone er større end hidtil antaget.

Ifølge WHOs seneste tal fra 31. januar er knap 9.000 personer døde af ebola.