Antallet af asylansøgere fra Colombia og Venezuela stiger i EU

I 2018 steg antallet af asylansøgere fra Colombia og Venezuela med 71 procent i EU. Et fåtal bliver godkendt.

Der er sket en stigning på 122 procent i antallet af colombianske asylansøgere i forhold til 2017. Antallet af asylansøgere fra Venezuela er steget med 55 procent. Fold sammen
Læs mere
Foto: SCHNEYDER MENDOZA

Det totale antal asylansøgere i EU-landene faldt i 2018 for tredje år i træk. I alt landede 664.480 ansøgninger i EU - et fald på 10 procent i forhold til 2017.

Men fra særligt to lande, Colombia og Venezuela, er der sket en voldsom stigning de seneste par år.

Det skriver Det Europæiske Asylstøttekontor (Easo) i sin årlige rapport om asylansøgninger i EU.

I alt søgte knap 33.000 mennesker fra de to lande om asyl i EU-lande i 2018 i forhold til 19.210 året før - en stigning på 71 procent.

Der er sket en stigning på 122 procent i antallet af colombianske asylansøgere i forhold til 2017. Antallet af asylansøgere fra Venezuela er steget med 55 procent.

86 procent af venezuelanerne har søgt om asyl i Spanien, hvilket også gælder langt størstedelen af colombianerne. Borgere fra de to tidligere spanske kolonier er undtaget fra at skulle søge om visa inden indrejse til EU.

3575 venezuelanske ansøgninger blev behandlet i 2018. Ud af dem blev 2575 afvist, hvilket svarer til 71 procent. 84 procent af de behandlede colombianske ansøgninger blev afvist.

Tendensen ser ud til at fortsætte i 2019.

Næsten 15.000 venezuelanere har søgt om asyl inden for årets første fire måneder, mens det gælder godt 8000 colombianere.

/ritzau/