Anonymous til IS: »Vi vil jagte jer«

Hackergruppen Anonymous indleder sin største aktion nogensinde mod Islamisk Stat, efter at terrorbevægelsen har taget skylden for weekendens attentater i Paris.

Fra videoen. Fold sammen
Læs mere

FRANKRIG: Hackergruppen Anonymous erklærer nu krig mod terrorbevægelsen Islamisk Stat. Det skriver det engelsksprogede medie The Mirror.

Hackergruppen har lagt en video ud på YouTube, hvor en talsmand iført gruppens karakteristiske Guy Fawkes-maske skærer budskabet ud i pap:

»Anonymous fra hele verden vil jagte jer. I skal vide, at vi finder jer, og at vi ikke vil lade jer slippe,« siger han henvendt til medlemmerne af terrorbevægelsen, og fortsætter:

»Vi indleder den største aktion nogensinde mod jer. Forvent massive cyber-angreb. Der er erklæret krig. Forbered jer.«

Videoen kommer i kølvandet på terrorangrebene i Paris i weekenden, hvor 129 personer mistede livet. Der var tale om en koordineret indsats, hvor seks områder i byen blev ramt inden for kort tid. Islamisk Stat har efterfølgende påtaget sig skylden for angrebene.

Det er ikke første gang, at Anonymous truer Islamisk Stat. Også efter terrorangrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo i januar, truede Anonymous terrorbevægelsen.

LÆS MERE