Anklagemyndigheden i Istanbul har anmodet en højere domstol i Tyrkiet om at overveje at opløse landets største oppositionsparti, skriver Reuters.
Den beslutning er ifølge partiets top "helt igennem politisk".
Det siger Özgür Özel, lederen af oppositionspartiet Det Republikanske Folkeparti (CHP), i et opslag på X.
Anklagemyndigheden hævder, at partiet er finansieret af ulovlige midler.
Meldingen kommer samme dag, som anklagemyndigheden har tiltalt Istanbuls fængslede borgmester, Ekrem Imamoglu, og 401 andre personer for svindel.
Ifølge anklageren dækker svindlen en periode på ti år og et beløb på 160 milliarder tyrkiske lira. Det svarer til 24 milliarder danske kroner.
Det skriver Reuters.
Anklageren går desuden efter en fængselsstraf på mere end 2000 år for borgmesteren.
Der er blevet rejst 142 tiltaler mod ham, viser retsdokumenter ifølge nyhedsbureauet AFP.
Özel uddyber, at anmodningen om lukning af partiet viser, at sagen ikke kun er begrænset til Istanbul.
I stedet er der tale om et "politisk forsøg på at påtvinge retlig indblanding i fremtidige valg og i demokratiet", skriver han.
Imamoglu har siddet varetægtsfængslet siden marts i forbindelse med korruptionsanklager.
Både Imamoglus parti, Det Republikanske Folkeparti (CHP), og den øvrige opposition mener i lighed med menneskerettighedsorganisationer og flere vestlige lande, at sagen mod Imamoglu er politisk motiveret.
De ser det som et forsøg på at fjerne en potentiel trussel mod Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.
CHP vandt en stor sejr over præsidentens parti, AKP, ved de tyrkiske lokalvalg i 2024 og har generelt haft fremgang i meningsmålingerne.
Den tyrkiske regering har ikke umiddelbart reageret på dagens juridiske hændelser.
/ritzau/