Anklager Qatar - men Saudi-Arabien er selv hovedsponsor af ekstremisme

Ifølge en britisk tænketank kommer den udenlandske finansiering af ekstremisme først og fremmest fra Saudi-Arabien.

Saudi-Arabien kritiseres forat være den største sponsor af ekstremisme i Storbritannien. Her er det to af magthaverne i det royale regime - Mohamed bin Salman (tv) og Mohammed Bin Nayef - der er i tæt samtale under et arabisk topmøde i Riyadh i 2015. / AFP PHOTO / FAYEZ NURELDINE Fold sammen
Læs mere
Foto: FAYEZ NURELDINE

Saudi-Arabien topper listen over arabiske golfstater, der økonomisk støtter islamisk ekstremisme i Storbritannien.

Det fastslår en ny rapport fra den britiske tænketank, The Henry Jackson Society.

»I Storbritannien har denne finansiering især bestået af legater til moskeer og islamiske uddannelsesinstitutioner, som til gengæld har huset ekstremistiske prædikanter og distributionen af ekstremistisk litteratur,« skriver tænketanken i den nye rapport.

»Indflydelsen er også blevet udøvet gennem træning af britiske muslimske ledere i Saudi-Arabien og brugen af saudiske skolebøger i flere af Storbritanniens uafhængige islamiske skoler,« hedder det videre i rapporten.

Den saudiske ambassade i Storbritannien kalder ifølge BBC rapporten »kategorisk falsk.«

Strid med Qatar

Rapporten kommer på et ekstra ubelejligt tidspunkt for det kongelige saudiske regime. Saudi-Arabien beskylder nemlig sit lille naboland, Qatar for at støtte en række islamistiske terrororganisationer og kræver sammen med Egypten, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater et stop for denne terror-sponsorering.

Kravet er ét af i alt 13, som Qatar skal indfri, hvis det vil undgå økonomiske og politiske sanktioner fra Saudi-Arabien og de tre andre lande.

Tidsfristen for at indfri de 13 krav udløb i nat, men Qatar har ikke bøjet sig.

Fej for egen dør

Tom Wilson, der forsker i radikalisering og terrorisme ved The Henry Jackson Society, kalder det ironisk, at netop Saudi-Arabien nu har så travlt med at pege fingre af Qatar.

»Resarch indikerer, at visse saudiske individuelle og fonde har været voldsomt involveret i at eksportere en illiberal, snæversynet wahhabistisk ideologi,« siger Tom Wilson med henvisning til Saudi-Arabiens strengt konservative fortolkning af islam.

»Så det er mildest talt ironisk, at Saudi Arabien, hænger Qatar ud for at have forbindelser til ekstremisme, når det helt klart ikke har fejet for egen dør,« siger Tom Wilson til avisen The Guardian.

Ubehagelig læsning

Rapporten fra The Henry Jackson Society er også ubelejlig for den britiske regering. Efter det seneste terroranslag - i Finsbury Park i London den 19. juni - erklærede premierminister Theresa May, at hun vil slå ned på »terrorisme, ekstemisme og had,« uanset hvem, der står bag det.

Samtidig mistænkes hun for at holde hånden over Saudi-Arabien, som er en god kunde hos den britiske våbenindustri, og som skiftende regeringer i London har et nært forhold til.

En kortlægning af de voldelige islamistiske grupper i Storbritannien – bestilt af den daværende premierminister, David Cameron, tilbage i 2015 – er stadig ikke færdig. Eller også samler den bare støv.

»Kritikere har antydet, at den kan være ubehagelig læsning for regeringen, som har tætte og mangeårige diplomatiske, sikkerhedsmæssige og økonomiske forbindelser med Golfen, især Saudi-Arabien,« skriver BBC.