Mindst 22 personer er blevet dræbt i det sydvestlige Pakistan, efter at deres busser blev stoppet, og de blev gennet ud og fik tjekket deres etniske ophav af gerningsmændene.
Det beretter landets regering ifølge flere nyhedsbureauer om mandag morgen.
Der er stadig uklarhed om, hvor mange personer der egentlig er blevet dræbt i angrebet.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters citerer den pakistanske indenrigsminister for, at mindst 23 mennesker er blevet dræbt.
Nyhedsbureauet AFP citerer en embedsmand fra provinsen, hvor angrebet skete, Baluchistan, for, at det er 22 personer, som er blevet dræbt.
- Mindst 22 personer er blevet dræbt, og 5 er blevet kvæstet, efter at væbnede personer stoppede adskillige busser, biler og varevogne på en motorvej, der forbinder Punjab (pakistansk provins, red.) med Baluchistan, siger embedsmanden, som hedder Najibullah Kakar, til AFP.
- Bilerne, som kørte til og fra Punjab, blev set efter, og personer fra Punjab blev identificeret og skudt.
Ifølge Najinullah Kakar har 19 personer fra Punjab og 3 personer fra Baluchistan mistet livet.
En anden embedsmand fra området, Hameed Zehri, bekræfter ifølge AFP antallet af døde.
- Det ser ud til, at terrorister fra BLA (Den Baluchiske Frihedshær, red.) står bag hændelsen, lyder det fra Hameed Zehri.
BLA er den mest aktive væbnede bevægelse i Baluchistan, som ifølge AFP er Pakistans fattigste region.
Regionen grænser op mod Iran, hvor der på den anden side af grænsen ligger en iransk provins ved navn Sistan og Baluchistan.
BLA udfører ifølge det pakistanske udenrigsministerium med jævne mellemrum angreb mod civilbefolkningen i Pakistan.
Bevægelsen har siden 2019 været på USA's terrorliste.
/ritzau/