Sloganet for Donald Trumps udenrigspolitik er »America First« med henvisning til, at landet skal fokusere mere på sine egne problemer og mindre på problemer i udlandet.

Men med den indstilling udgør Donald Trump en risiko for verdenssamfundet, mener den tidligere danske statsminister og tidligere NATO-chef, Anders Fogh Rasmussen. I et interview med det amerikanske magasin Politico fordømmer han Donald Trumps udtalelser.

Trump har blandt andet gjort det klart, at han kun vil forsvare de baltiske lande mod en eventuel russisk invasion, hvis han vurderer, at de har »opfyldt deres forpligtigelser til os«. Dermed har Trump sået tvivl om gyldigheden af NATOs artikel 5, som siger, at et angreb på et medlemsland er et angreb på hele alliancen.

»Hans slogan »America First« er ude af trit med, hvad der faktisk er USAs rolle. USA har tjent som verdens største leder siden Anden Verdenskrig (...) Og denne internationale verdensorder har tjent os rigtig godt. Vi har oplevet 70 år med hidtil uset velstand, vi har set verdensfred. Frihed har blomstret,« siger Anders Fogh Rasmussen i interviewet, der kan læses i sin fulde form her.

USAs egen interesse

Det er absolut også i USAs egen interesse at bevare rollen som verdens største leder, pointerer han.

»Hvis USA minimerer sit engagement i Europa, så vil du virkelig risikere, at Rusland øger sin indflydelse i Europa, og snart vil USA opleve et mere fjendtligt Europa. Det er ikke i USAs interesse,« siger Anders Fogh Rasmussen til Politico.

Den tidligere leder af NATO mener, at den republikanske præsidentkandidats politik er en åben invitation til autokrater, terrorister og slyngelstater om i højere grad at teste de internationale retsprincipper.

Anders Fogh Rasmussen understreger i interviewet, at han ikke vælger side i den amerikanske valgkamp, og han kritiserer også den nuværende demokratiske præsident, Barack Obama, for at have været for tilbageholdende med sin magtanvendelse i udlandet.

Det er ikke tilfældigt, at terrorister og slyngelstater har fået mere indflydelse i den periode, hvor USA har været mere tilbageholdende med at bruge militær magt, lyder det. For når USA trækker sig, efterlader det et tomrum, og det vakuum fyldes ud med onde personer, »bad guys«, fortæller han til Politico.

Europa skal også bidrage

Donald Trumps kritik af, at de europæiske lande ikke bidrager nok, hvad angår den militære forsvarsalliance, giver Anders Fogh Rasmussen ham til dels ret i. Fogh ser dog en udvikling i den rigtige retning på det område. Særligt de østeuropæiske lande bruger flere penge på forsvarsudgifter.

Men selv med et markant stærkere militært forsvar i Europa, kan USAs rolle som global supermagt ikke erstattes.

»Min appel til den næste præsident er, at vi har brug for en global politimand, og at politimanden bør være USA. Vi har ikke nogen anden,« siger Anders Fogh Rasmussen til Politico.

Tidligere statsminister og generalsekretær for NATO, Anders Fogh Rasmussen, har i dag konsulentfirmaet Rasmussen Global. I maj fremgik det af det ukrainske nyhedsbureau Unian, at han blandt andet skulle være rådgiver for den ukrainske præsident Petro Porosjenko, læs mere her.

På sin hjemmeside oplyser Anders Fogh Rasmussen desuden, at han 27. september udgiver en ny bog »The Will to Lead« om hvorfor, der er brug for amerikansk lederskab i verden.