Anders Fogh Rasmussen opfordrer Europa til at få sit eget atomarsenal.
Og Frankrig og Storbritannien bør spæde til, siger han og opfordrer de europæiske atommagter til at dele deres ressourcer med resten af Europa.
Det siger han i et interview med den polske TV-station TVP World.
»Jeg vil minde jer om, at præsident Macron meget ofte har talt om europæisk selvstændighed, øget europæisk kapacitet, militær kapacitet og så videre«, siger den tidligere generalsekretær for NATO.
»Så hvis stater skulle følge hans ord, så tror jeg, at franskmændene ville være nødt til at stille deres atomvåben til rådighed for Europa«.
Formålet med atomarsenalet er at holde Rusland fra døren og at håndtere Trump-regeringens tilsyneladende svigtende opbakning til NATO.
NATO-alliancen er i fare, hvis man ikke længere kan stole på USA, siger han til TV-stationen. Han tror, at »vi er ved et vendepunkt«, når det kommer til international politik.
»Et punkt, hvor vi nærmer os en ny verdensorden. Det er en verdensorden, hvor de store og stærke lande tror, at de kan diktere vilkårene for de mindre og svagere lande,« siger han.
Anders Fogh Rasmussen blev i sin tid som statsminister i Danmark opfattet som særdeles pro-amerikansk, og Fogh opnåede et tæt forhold til USAs præsident George W. Bush i forbindelse med den amerikanske krig mod terrorisme i kølvandet på terrorangrebene mod USA 11. september 2001. Blandt andet var det under Anders Fogh Rasmussen, at Danmark blev en del af den amerikansk-ledede koalition, som i 2003 gik ind i Irak for at vælte Saddam Hussein fra magten.
Men Donald Trumps linje sår tvivl om, hvorvidt USA er »en troværdig alliereret«, siger Fogh Rasmussen, der til TVP World siger, at han har beundret USA, siden han var barn. Særligt præsident Ronald Reagan såar Anders Fogh Rasmussen meget op til.
Men nu er Fogh er »så skuffet« over USAs nye kurs med Trump ved roret.
Særligt J.D Vances ord om, at Danmark ikke var »en god alliereret«, har Fogh kaldt for en »hårrejsende og skandaløs påstand« i en kronik i Berlingske.
»For de tusinder af danske soldater, som satte livet på spil sammen med amerikanske og britiske tropper, er det bittert at høre en amerikansk vicepræsident komme med den slags falske anklager,« skriver han.
For at styrke det europæiske forsvarssamarbejde, så kan EU begynde at bruge flertalsafgørelser i udenrigspolitiske spørgsmål, så enkeltlande ikke kan blokere for beslutningerne, foreslår han. En sikkerhedspolitisk aftale mellem EU og Storbritannien bør også indgås »hurtigst muligt«.




