Anden gang lykkes det – måske

Efter lang tids tilløb skriver EUs stats- og regeringschefer i dag under på den reformtraktat, der er afløseren for den strandede EU-forfatning. Dermed skulle EU være endeligt ude af sin krise, men den nye traktat er næppe så langtidsholdbar, som det hævdes af politikerne. GRAFIK: Fra forfatning til reformtraktat

Da EUs stats- og regeringschefer i oktober 2004 skrev under på EUs forfatningstraktat i Rom – nærmere betegnet på Capitol – var der et vist historisk vingesus over begivenheden.

Ikke blot var det første gang de tidligere kommunistiske lande, som gennem årtier var spærret ind bag Jerntæppet – Polen, Ungarn, Tjekkiet, Estland osv. – skrev under på en traktat, de selv havde været med til at udarbejde. Men med det første eksempel i historien på noget, der lignede en rigtig europæisk forfatning, syntes både genforeningen af Europa og freden sikret.

Selv danske politikere kunne svinge sig op til at have varme følelser over for forfatningen, der ellers ikke var en blomst, der var plantet først i den danske have.

»Vi må nu overtale vores landsmænd til at godkende traktaten. For hvis vi ikke bøjer os for hinanden i Europa, så risikerer vi at rykke væk fra hinanden,« som udenrigsminister Per Stig Møller dengang udtrykte det i et interview med Berlingske Tidende. »Traktaten vil være med til at stabilisere den fredelige udvikling i Europa,« slog han fast, og den vil bane vej for yderligere udvidelse af medlemskredsen.

Udenrigsministeren fik som bekendt ikke sit ønske opfyldt. I forsommeren 2005 stemte både franskmændene og hollænderne nej til EUs forfatningstraktat, der dermed reelt var aflivet i dens daværende form.

Brown er det svage led
I dag mødes mange af de samme politikere fra Rom-underskrivelsen på ny i Lissabon – i hvert fald det danske hold bestående af statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller – for at skrive under på forfatnings-traktatens mindre ambitiøse afløser, der er blevet døbt reformtraktaten.

Og det vil gå noget mere afdæmpet til end i Rom for tre år siden. Med underskrivelsen håber de europæiske ledere at have lagt en af de værste kriser i det europæiske samarbejde bag sig og endeligt at få afsluttet seks års arbejde og tovtrækkeri om et nyt sæt EU-spilleregler.

Ceremonien i Lissabon er endda blevet betragtet som så ligegyldig, at den britiske premierminister Gordon Brown i første omgang takkede nej til underskrifts-ceremonien med henvisning til, at han havde vigtige møder i parlamentet i London og altid kunne skrive under senere.

Det har vakt bitre følelser hos EU-partnerne, der betragter det som en udsøgt fornærmelse fra Browns side at ignorere begivenheden. »Den bekræfter blot billedet af en britisk premierminister, der ikke vil investere prestige eller energi i Europa,« som en diplomat i Bruxelles udtrykker det. I går forlød det imidlertid fra London, at Brown måske dukker op alligevel i Lissabon.

Netop Gordon Browns Labour-regering betragtes fortsat som det svageste led i kæden, når det gælder om at sikre den politiske opbakning til reformtraktaten. Også selv om Brown har aflyst den folkeafstemning, som forgængeren Tony Blair i sin tid lovede om EU-forfatningen.

Blandt de 27 medlemslande bliver det nu kun Irland, som vil spørge befolkningen til råds om reformtraktaten, efter at den danske regering har gjort det klart, at den ikke ser nogen juridiske eller politiske grunde til en afstemning. Den irske forfatning er skruet sådan sammen, at alle større internationale aftaler skal til folkeafstemning, og den irske premierminister Bertie Ahern har lovet afstemningen i april eller maj næste år.

Krydser fingre for irsk ja
I øjeblikket peger meningsmålingerne mod et ja, selv om hovedparten af de irske vælgere ikke rigtig har taget stilling. Men irerne har tidligere chokeret ved at stemme nej til en EU-traktat – Nice-traktaten i 2001. Og selv om et irsk nej i sig selv ikke nødvendigvis vil blokere på langt sigt for vedtagelsen af en traktat – irerne var meget smidige i 2001 til at omgøre beslutningen – så kan det skabe en farlig kæde-reaktion.

»Hvis irerne stemmer nej, så kommer der til at gå et helt år med forsinkelse, før irerne kan omgøre deres beslutning,« siger en erfaren EU-kilde. Mange i Bruxelles tvivler på, at Gordon Brown magter og agter at opretholde den britiske støtte til reformtraktaten, i betragtning af, at han i 2009 skal gennem et svært parlamentsvalg, presset af de EU-skeptiske konservative.

Indtil videre krydses der i Bruxelles fingre for et irsk ja, der vil sikre vedtagelsen af den modernisering af EUs beslutningssystem, der var hele formålet med de sidste seks års bestræbelser. Selv om reformtraktaten ser anderledes ud end EU-forfatningen, er det politiske indhold stort set det samme, vurderer Sebaistian Kurpas fra det EU-tænketanken, CEPS, i Bruxelles.

Formålet med den nye traktat var at skabe et mere demokratisk EU, et mere effektivt EU og et europæisk samarbejde, der var lettere at forstå for Europas borgere.

På i hvert fald to af punkterne leverer den nye traktat. Beslutningssystemet gøres mere demokratisk gennem større inddragelse af Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter. Og det gøres også mere effektivt med flere flertalsafstemninger. Til gengæld er den nye traktat – i modsætning til EU-forfatningen – fuldstændig uforståelig for almindelige borgere, mener han.

»Spørgsmålet om at gøre det europæiske samarbejde mere forståeligt og gennemsigtigt for borgerne og dermed sikre en større opbakning, er ikke løst,« siger Sebastian Kurpas.

Veto-retten
Hovedparten af EUs landenes stats- og regeringschefer – heriblandt statsminister Anders Fogh Rasmussen – vil efter underskrivelsen i Lissabon i dag sige, at der nu ikke er brug for flere traktatændringer. Reformtraktaten vil være langtidsholdbar, vil det hedde.

Men langtfra alle kendere af EU-systemet som Sebastian Kurpas er overbevist herom. Der er uklarheder om kompetencefordelingen mellem de forskellige institutioner, og først og fremmest gøres der ikke effektivt op med veto-retten på udenrigspolitik.

Så sent som i mandags måtte de øvrige EU-lande knurrende acceptere, at den græsk-cypriotiske regering – der repræsenterer 400.000 ud af Den Europæiske Unions knap 500 millioner indbyggere – blokerede for en fælles holdning til spørgsmålet om anerkendelse af Kosovo. Det kan EU ikke leve med i længden, hvis det skal have en fast og klar stemme på den internationale scene sammen med USA, Kina, Indien og Rusland i det 21. århundrede.